Krydstogter er en milliardforretning for København – skibet på billedet er fra det tyske rederi Aida, der i år har flest anløb i Københavns Havn. Foto: Dennis Rosenfeldt for Copenhagen Malmö Port.

Krydstogtskibe frontløbere i København og Malmøs havne

Rekorder på stribe hører rejseformen til, og flere og flere danske havne kommer med i internationale programmer.

Økonomien i Københavns Havn og Malmø i selskabet Copenhagen Malmø Port var god i 2017. Ikke mindst på grund af krydstogtskibene, der udgør en pæn del af omsætningen og stod for den egentlige stigning med 849.000 passagerer, en stigning på 16 procent.

Det fremgik af generalforsamlingen forleden. En rekordstor fremgang, som var til at få øje på, mens godsvolumen endte på omtrent samme niveau som sidste år. Den samlede omsætning steg fra 812 millioner svenske kroner til 839 millioner svenske kroner. Driftsresultatet blev forbedret med 35 millioner svenske kroner. og endte på 78 millioner svenske kroner.

Hvor stor en del af stigningen, såvel i omsætning som i driftsresultatet, der kommer hjem via krydstogterne offentligøres ikke.  Men det er en ganske betragtelig del.

”Vi ser en stærk udvikling for krydstogter, skibene bliver større, og antallet af anløb stiger. Flere af skibene bytter passagerer hos os. Det styrker tydeligt København som førende krydstogtdestination i Nordeuropa. Det bliver cementeret af de flotte karakterer, vi får fra vore kunder, ” sagde administrerende direktør Barbara Scheel Agersnap på generalforsamlingen.

Helt naturligt ligger København og Malmø suverænt på førstepladsen med krydstogtpassagerer i danske havne. Og vil fortsat gøre det. Kun en meget lille del vælger Malmø, når der ikke er plads i København. Men det er godt naboskab alligevel.

Cruise Copenhagen Network dækker på trods af navnet hele Danmark og har udarbejdet en liste over antallet af passagerer i de enkelte havne med større og mindre skibe.

Top 7 i Danmark
En top syv i 2017 ser således ud:

1. København-Malmø 875.000 passagerer, 2. Aarhus 101.303, 3. Skagen 68.526, 4. Aalborg 30.034, 5. Rønne 21.313, 6. Kalundborg 11.538 og 7. Fredericia 7.457.

Herefter kommer Helsingør, med 3.707 blandt andet store QE2, der  ligger for anker ud for Kronborg, da Helsingør ikke har en kaj af tilstrækkelig længde. Derefter følger Hundested med 3.446, som et godt eksempel, hvor en hel by står bag velkomsten.

Formentlig er provinsens havne betydeligt billigere at gæste end København, og det i sig selv vil formentligt sprede trafikken yderligere i de kommende år.

 

Relaterede artikler:

Årets største krydstogtskib i Københavns Havn

Kæmpe søslag i Københavns Havn

Krydstogtsforøgelse i Københavns Havn

Kritik af Københavns Havns nye krydstogtterminal

Festdag i Københavns Havn