Norden er den region i Europa hvor flest borgere i snit årligt rejser til USA – kun Storbritannien sender flere. Arkivfoto: SAS.

Lille nordisk tilbagegang på rejser til USA

”Vi havde forventet større tilbagegang,” siger direktør i den danske Discover America-komite. Der var sidste år 1,4 millioner nordiske ankomster til USA – et fald på 25.000, 1,6%, i forhold til 2017.

Kun Island havde sidste år vækst fra de nordiske lande i antal rejser til USA – ellers var der fald fra Danmark, Sverige, Norge, Finland samt de tre baltiske lande, som den danske Discover America-komite medtager i den nordiske opgørelse.

Klik for stort format. Hovedparten af bestyrelsen fra den danske Discover America-komite. Forrest fra venstre Lonni Gulliksen fra Congress Consulting Management Group, bestyrelsesformand Jesper Ewald, fra FDM Travel, direktør Karin Gert Nielsen fra Atlantic Link, Michael Hansen fra SAS Danmark og Monika Grinschgl fra Atlantic Link. Bagest fra venstre Bjarke Frederiksen fra USA’s ambassade i Danmark, Christian Willumsen fra USA Rejser, Frank Nordbjerg Olesen fra Norwegian i Danmark, Jens Vestergaard fra Air France KLM og Delta Air Lines samt Michael Jensen fra Pacific Tours. Foto: Henrik Baumgarten.

De amerikanske myndigheder er netop kommet med de foreløbige tal for europæiske ankomster til USA sidste år.

De viser i afrundede tal 331.000 danske ankomster, et fald på en halv procent, det mindste procentvise fald fra de nordiske lande.

Det blev til 506.000 svenske ankomster, en nedgang på tre procent i forhold til 2017 – mens der var tæt på 281.000 norske ankomster, en tilbagegang på 2,4 procent.

Også finske ankomster til USA faldt sidste år tre procent til 141.000, der var 73.000 ankomster fra Island, plus 10,6 procent – mens de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen – samlet leverede 74.000 ankomster, en nedgang på 2,2 procent.

I alt blev det til 1,406,854 millioner nordiske ankomster til USA i 2018 et fald på 1,6 procent i forhold til de 1.430.282 i 2017.

Rejsebranchekilder siger til STANDBY.dk, at nedgangen fra 2017 til sidste år primært skyldes den stigende kurs på amerikanske dollars, i dag cirka 6,70 danske kroner, og i mindre grad uvilje mod USA’s for nogen kontroversielle præsident Donald Trump.

Havde frygtet større fald
Direktøren for den danske Discover America-komite, Karin Gert Nielsen, siger til STANDBY.dk om de nye ankomsttal:

”Det er glædeligt at Norden stort set fastholdt samme antal besøgende til USA i 2018 som i 2017. Vi havde forventet en større tilbagegang i forhold til 2017 sammenlignet med de øvrige europæiske lande.

Sverige har haft en mindre tilbagegang, som skyldes den svage svenske krone samt en generel tilbageholdenhed med rejser – som yderligere er forstærket af den tiltagende offentlige svenske debat om ”Flyskam,” siger Karin Gert Nielsen, der til daglig er direktør for det store danske repræsentationsfirma Atlantic Link, og fortsætter:

”Når det gælder 2019 er vores forventninger en stigning på tre-fem procent for den Nordiske Region, baseret på den tilgang, vi har set på øget flysædekapacitet mellem Norden og USA.”

Norden er USA’s fjerdestørste Europa-marked
Videre siger Karin Gert Nielsen: ”Vi er allermest glade for, at den nordiske region har beholdt sin position som Europas fjerdestørste marked – samt det niende største marked til USA på verdensplan – set på antallet af besøgende til USA.

Måler vi os i rejsende per indbygger blandt de europæiske lande, ligger Norden nummer to, kun overgået af Storbritannien, men foran Tyskland og Frankrig,” siger Karin Gert Nielsen.

De fire andre store markeder i Europa for ankomster til USA var sidste år Storbritannien med tæt på 4,7 millioner ankomster, en stigning på 3,9 procent i forhold til 2017.

Sidste år var der lige over to millioner ankomster fra Tyskland, et fald på 0,9 procent.

2,5 procent af tyskerne var sidste år i USA – tallet for Norden var 4,3 procent med Danmark som topscorer med 5,8 procent; omkring hver 20. dansker var i USA sidste år.

Frankrig er forsat tredjestørste leverandør fra Europa til USA, men kun to procent af franskmændene rejste sidste år til USA. I alt blev det til 1,8 millioner franske ankomster – en stigning på seks procent.

Herefter følger Norden på fjerdepladsen, mens Italien på femtepladsen havde lige over en million ankomster sidste år til USA, en fremgang på fire procent sammenlignet med 2017, viser de officielle amerikanske tal.

Relaterede artikler:

New York forventer ny turistrekord

Her er verdens dyreste rejsebyer

Amerikanske boutiquehoteller atter i København