LUFTFART: Stor uenighed mellem danske pilotforeninger og Københavns Lufthavn om lukning af ”tværbanen”, der navnlig bruges ved kraftig sidevind på de to primære runways. Lufthavnen vil lukke tværbanen for at få plads til nødvendig ekspansion.
”Københavns Lufthavn har opfundet regnemetode og deraf afledt argument om at lukning af tværbanen, 12/30, højest vil medføre 60 aflysninger om året. SAS og Danish Air Transport mener, tallet bliver langt højere.”
Det stod i går i en kronik i Berlingske, hvor formænd for danske pilotforeninger i Flyvebranchens Personale Union udtrykte stor bekymring for, at Københavns Lufthavn vil lukke den såkaldte tværbane, 12/30.
Bag kronikken stod pilotforeningerne i Air Greenland, Cimber, Danish Air Transport, Jet Time, Primera Air, SAS, Thomas Cook Airlines Scandinavia samt formanden for Danish Airline Pilots Association.
Kritikken fik i går lufthavnen til at indbyde pilotforeningerne til debat.
”Københavns Lufthavn løber tør for plads til fly i 2024. Vores plan har ikke som mål at lukke en start- og landingsbane, men at udbygge kapaciteten, hvor vi gør plads til 55.000 flere starter og landinger,” sagde Kasper Hyllested, pressechef i Københavns Lufthavn, og tilføjede: ”Vi forstår piloternes behov for mere information og inviterer dem derfor til møde, så vi sammen kan se, hvordan vi kan reducere de negative konsekvenser, det har at bygge på tværbanen. Efter planen skal vi først bygge på banen om syv år, så vi har god tid til at finde løsninger.”
I kronikken stod også: ”Vi piloter flyver i virkelighedens verden, og i den står lufthavnens beregninger urimeligt optimistiske. I praksis flyver ingen piloter, som lufthavnen regner. Lufthavnen antager, at piloter lander i det sekund, sidevinden er under et kritisk niveau. Ingen kan operere på den måde.”
”Den manglende tværbane vil betyde, at fly på vej til Kastrup må lande andre steder. Det er et enormt problem for flyselskaberne, der skal refunderer passagererne ved forsinkelser. Der er tale om betydelige økonomiske udgifter, når vi piloter vurderer, at det er for risikabelt at lande,” hed det i kronikken.
Det er ikke Københavns Lufthavn, der bestemmer, om tværbanen skal nedlægges. Det er op til Folketinget, der i år skal stemme om dette.
”Lukningen vil koste op til 15 mio. kr. hvert år. Jeg har spurgt, om Københavns Lufthavn vil kompensere mig, jeg fik et klart nej,” siger Jesper Rungholm, adm. direktør i Danish Air Transport til Berlingske Business.
Også Skandinaviens største flyselskab, SAS, er kritisk: ”Uden tværbanen vil der være tidspunkter, hvor ingen fly kan lette eller lande,” skriver SAS til Berlingske Business. Operationel koncerndirektør i SAS Lars Sandahl Sørensen vurderede i december, at en lukning af tværbanen vil koste SAS et trecifret millionbeløb årligt.