Under den igangværende vinterferie har Danmarks største hotelkæde 24 procent flere overnatninger på sine hoteller i København sammenlignet med sidste år.
Mange danskere bruger vinterferien til at besøge hovedstadens attraktioner, restauranter og butikker. Således melder Danmarks største hotelkæde, Scandic, om stigning på 24 procent flere overnatninger på kædens syv københavnske hoteller sammenlignet med samme periode sidste år. En af årsagerne til stigningen er Tivolis helt nye vintersæson.
”Det er glædeligt og gavner hele turistbranchen, når Tivoli udvider sine åbningstider. Konkret betyder det eksempelvis for Scandic, at vi byder mange flere gæster velkommen på vores københavnske hoteller. Turisterne bidrager til øget omsætning på hovedstadens restauranter, butikker og attraktioner, hvilket direkte skaber lokal vækst og beskæftigelse,” siger Jens Mathiesen, administrerende direktør for de 24 Scandic Hotels i Danmark.
Også stigning i resten af Danmark
Scandic noterer også positive tendenser i resten af Danmark her i vinterferien. Kæden melder om en stigning på 16 procent på landsplan med størst vækst på hotellerne i Aalborg, Esbjerg og Herning.
”Det er afgørende, at vi får godt gang i turismen i alle dele af landet. Turisme er en vækstmotor for erhvervslivet og bidrager til jobskabelse. Netop nu udvider vi kraftigt i Danmark med fem storstilede hoteller de kommende år i takt med den generelt stigende efterspørgsel i markedet. I denne forbindelse har vi behov for 800 nye medarbejdere,” siger Jens Mathiesen.
Stort Scandic-vækst i Danmark
Scandic har i dag 24 hoteller i Danmark og flere er på vej. Til september i år åbnes Scandic Kødbyen med 372 værelser i København, og i 2019 åbner Scandic et gennemrenoveret Scandic Falkoner på Frederiksberg med 337 værelser. I 2020 får Scandic et hotel tæt på Københavns Lufthavn med 357 værelser og i 2021 åbner Scandic Spectrum på Kalvebod Brygge i København med 632 værelser. Året efter i 2022 lanceres et hotel- og konferencecenter på Aarhus nye havneareal med 500 værelser.
I alt har Scandic 280 hoteller og 55.000 værelser i seks lande og 16.000 medarbejdere.
Relaterede artikler: