Den største hotelkæde i hele Norden indgår nye partnerskaber – blandt andet om at tilbyde sine to millioner medlemmer billetter til store arrangementer og Hertz-udlejningsbiler.
Scandic Hotels har netop relanceret sit loyalitetsprogram ”Scandic Friends”. Det betyder flere medlemsfordele, en ny app, nye partnerskaber og flere muligheder for at bruge optjente loyalitetspoint, oplyser kæden. Scandic Friends er med to millioner medlemmer det største loyalitetsprogram i den nordiske hotelbranche.
”Alle i Scandic arbejder for at skabe fantastiske hoteloplevelser til vores gæster. Vores loyalitetsprogram er en stor del af oplevelsen, og med denne relancering kan vi tilbyde vores medlemmer endnu flere fordele,” siger Jens Mathiesen, administrerende direktør for Scandic Hotels i Danmark.
Hotelkæden har indgået nye partnerskaber som en vigtig del af det relancerede Scandic Friends. Gennem et samarbejde med Live Nation og Ticketmaster kan Scandic fremover tilbyde sine medlemmer billetter til store arrangementer og koncerter samt backstage-oplevelser.
Og i samarbejde med biludlejningsfirmaet Hertz kan Scandic nu, som eneste hotelvirksomhed i Norden, tilbyde sine gæster at få leveret Hertz-bilen ved hotellet. Ligeledes har Scandic indgået et nyt, udvidet samarbejde med Red Barnet, så medlemmer af Scandic Friends kan donere optjente loyalitetspoint til organisationen.
”De nye partnerskaber gør hele medlemsoplevelsen af Scandic Friends endnu mere attraktiv og relevant. Vores loyalitetsprogram aktiverer og engagerer vores medlemmer,” siger Casper Puggaard, Scandics kommercielle direktør i Danmark.
Ny Scandic-app
Scandic præsenterer i forbindelse med det nye loyalitetsprogram en ny app. Via appen kan gæster få adgang til Scandics bedste hotelpriser og tilbud på Scandics hoteller i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Tyskland og Polen. Igennem appen kan Scandic-gæster blandt andet få oversigt over deres loyalitetspoint, se den letteste vej til det valgte hotel eller aftenens menukort på hotellet.
Scandic er Nordens største hotelkæde med 280 hoteller og i alt 55.000 værelser. Også i Danmark er Scandic største hotelkæde med 24 hoteller og 1.200 medarbejdere.
Relaterede artikler: