Mindre check af væsker i lufthavnene

Køreplanen for lettere vej gennem security i EU-lufthavne, hvad angår væsker af enhver art, ligger nu klar. Det bekræfter den danske repræsentant i EU-udvalget, Keld Zülow, Trafikstyrelsen, tidligere Statens Luftfartsvæsen, over for takeoff. dk.

I dag er der sket lempelser, når passagerer kommer fra for eksempel Singapore eller USA med flydende taxfree, plomberede varer, ind til Københavns Lufthavn og skal videre til Aalborg eller Stockholm eller noget helt tredje. Kommer de derimod fra for eksempel Bangkok, bliver flaskerne inddraget i København inden vidererejsen. Skandinaviske passagerer kan heller ikke være sikre på om de får lov at få flaskerne med ved flyskifte i London eller Frankfurt.

Til gengæld er der ikke noget at rafle om fra 1. maj. Da skal alle EU-landes lufthavne acceptere plomberede varer med væsker – typisk vin og spiritus – fra tredje lande. Så er det sket med at give passagererne den skuffelse, hvis de skal skifte fly, og ikke er på en non stop flyvning.

Derimod går der endnu to år – til maj 2013 – før alle lufthavne i EU skal have indført en teknologi, som er i stand til at spore farlige stoffer i flydende form. Til den tid vil der igen være grønt lys for at tage noget så simpelt som en flaske vand med gennem kontrollen.

”Er den nye teknologi så langt fremme, at EU kan forlange det?”

”Ja, det mener vore eksperter ikke er noget problem. Det kan også være indført tidligere i nogen lufthavne, men deadline hedder 29.april 2013, ” fastslår Keld Zülov.

 

Skrevet af Ejvind Olesen