Hvis man ikke selv har oplevet det, vil man næppe tro, hvilke snærende bånd flypriserne engang har været oppe imod nu i dette forår. Forskellen er nærmest utrolig. – Kampen om syv procent.
Det er altid en fordel at kende historien og fortiden, når man skal planlægge fremtiden. De historieløse er ofte bagud fra starten. Når man så her efter jul og årsskiftet læser om de billigste priser nogensinde med fly over Atlanten til USA, kan det være fristende at grave lidt i fortiden. Så meget desto større bliver forbrugernes glæde.
Helt tilfældigt dykkede jeg forleden ned i en udgave af Stand By fra foråret 1983. Altså for 35 år siden. Hvis jeg ikke havde vidst det før, gik virkeligheden op for mig.
Netop nu har både Norwegian og SAS en serie billige tilbud mellem Skandinavien og USA, som for eksempel New York og Los Angeles. Hos SAS kan man få en returbillet til 2.491 kr. mellem København og New York, mens man hos Norwegian kan erhverve en enkeltbillet mellem København og Los Angeles for 1.099 kr.
Det er fantastiske tilbud, men det giver næppe spjæt i forvænte skandinaver. Men måske dog, når de hører om følgende fra min udgave af Stand By i 1983.
Slås om syv procent
Her fortæller daværende direktør for Northwest Orient Airlines, Harald Rytz, til Globetrotters danske chef Svend Aage Søndergaard, at ”der er indgået et nyt forlig i forhandling mellem Northwest og SAS på baggrund af en bilateral aftale mellem USA og Skandinavien om en returbilletpris mellem København og New York på 9.230 kr. retur i lavsæsonen og 10.750 kr. i højsæsonen”.
Så er der også et konkurrencespænd på syv procent til begge parter. Dikteret af myndighederne og kontrolleret af det danske Trafikministerium. Flyselskaberne bestemmer selv, om de vil flyve 690 kr. billigere eller dyrere i forhold til nævnte basispris. Tænk, gjorde de virkelig?
For Finnair var det anderledes. De havde allernådigst fået lov til at flyve ruten fra Helsingfors over København til New York med ret til at samle passagerer op i København. Mod at opkræver samme pris som SAS. Ikke mere, ikke mindre. De havde ikke engang de syv procent at konkurrere på.
En verden til forskel
Der var altså en verden til forskel. Og regner man en økonomibillet ud i dag efter prisen dengang, vil det i dagens priser blive ca. 22.000 kr. hos SAS sammenlignet med de 2.491 kr. for en New York billet. Og SAS skal ikke spørge om noget.
Norwegian tager også lige, hvad der passer dem, og både de og myndighederne er skøjteligeglade om der er syv procent eller 70 procent forskel på billetprisen.
Vi, der skrev om luftfart og konkurrence og manglende frihed i luften dengang, drømte ikke om, vi skulle opleve, hvad vi ser nu. På den anden side må det stå lysende klart, at et flyselskab ikke kan opretholde udgiftsniveauet fra monopolet. Det er en følgerne af at arbejde under Open Sky.
Sådan er det bare!