Der mangler direkte tog mellem Oslo og København, herunder et nattog; derfor vil Norge genåbne ruten – men først i 2030. Pressefoto fra Oslo Sentralstasjon: Tore Bjørback Amblie, VY Group.

Norge vil have direkte nattog fra Oslo til København

Der er i dag ingen direkte tog mellem København og Oslo. Men den norske regering har nu afsat midler til et nattog – men først i 2030. Sverige får ny nattogrute til Nordsverige og Nordnorge.

Norge vil også opfylde en række klimamål – for eksempel at tilbyde flere muligheder for at køre tog fra Norge via Danmark og ned i Europa, for eksempel til Hamborg. NRK, den norske modsvarighed til Danmarks Radio, skriver, at den norske regering nu har afsat midler til et nattog fra Oslo via København til Hamborg.

Men det kan tilsyneladende først lade sig føre fra 2030.

I dag skal man skifte en eller to gange og afsættes otte timers transporttid, hvis der skal køres med et af de mange tog i dagtimerne mellem Oslo og København, eller omvendt, nemlig i Gøteborg og Malmø. Der er ingen direkte tog mellem Oslo og København – men direkte tog mellem Oslo og Stockholm ligesom der er direkte tog fra Stockholm til København.

Der er har ikke været et direkte nattog mellem Oslo og København i snart 25 år, siden år 2000. Kritikerne af, at der først kan komme nattog mellem Oslo og København i 2030 siger, at hvis det er svært at skaffe sovevogne, så kunne Norge da starte med at tilbyde direkte tog i dagtimerne mellem de to hovedstæder.

Det norske Jernbanedirektorat konkluderede i en udredning i 2021, at der er et markedsgrundlag for nattog mellem Oslo og København.

Svenske jernbaner får ny nattogrute
Apropos nattog, så overtager de svenske statslige jernbaner, SJ, på kontrakt med Trafikverket fra midten af december den lange nattogrute fra Stockholm til nordsvenske Luleå og derfra videre til nordnorske Narvik, skriver SJ i en pressemeddelelse i denne uge.

Der er omkring 12 timers togkørsel fra Stockholm til Luleå og små otte timers togkørsel mellem Luleå og Narvik.

I pressemeddelelsen skriver SJ, at nattogstrafikken er vigtig for såvel turisme som erhvervslivet i det nordlige Sverige.

Der bliver to afgange i døgnet i hver retning på Stockholm-Luleå/Narvik-ruten

 

Relaterede artikler:

Nyt togselskab vil lave lavprisrute til og fra Danmark

DSB får nye udenrigsruter og bedre bookingsystem

Ny togrute mellem Stockholm og København