Normal flytrafik til Japan fra i dag

Naturkatastrofen i Japan lammede ikke umiddelbart lufthavne som Narita, Haneda og slet ikke Osaka, men da indenrigsflyvningen i allerhøjeste grad blev berørt, var der stribevis af aflysninger. Således 400 aflyste fly i løbet af fredagen.

Fra USA valgte flere rutefly, som allerede var på vej, da jordskælvet satte ind, at gå ned i Anchorage i Alaska – her hvor der var mellemlanding før i tiden, da flyene ikke kunne gå direkte – med det resultat, at byens hoteller på stribe meldte udsolgt.

Det menes, at flere end 60.000 fik enten aflyst deres fly til eller fra Japan til weekenden.

De mange dramatiske følger for befolkningen i Japan ramte også Disneyland og Disney Sea Resort, hvor over 20.000 besøgende strandede og mange forlystelser fik store skader. Der er foreløbigt lukket i en halv snes dage.

Også krydstogtskibene, som tilsyneladende ikke mærkede noget på havet omlagde kursen. Queen Mary 2 skulle være gået ind til Nagasaki lørdag, og Azamara Quest havde planlagt anløb til Osaka lørdag. Men da alle japanske havne er lukkede var der heller ingen muligheder for at holde fartplanerne.

 

 

Skrevet af redaktionen