Royal Caribbean ejer nu 100 procent af italienske Silversea Cruises, der er blandt verdens førende rederier indenfor ultra deluxe. Her er det Silver Muse, Silverseas hidtil største skib med plads til 596 passagerer. PR-foto.

Køber krydstogtrederi for milliardbeløb

Royal Caribbean Group, der i forvejen ejede hovedparten af high end-krydstogtrederiet Silversea Cruises, har brugt 1,6 milliarder kroner på at købe resten.

Selv om aktien i Royal Caribbean Cruises har mistet 65 procent af sin værdi som følge af coronakrisen, er der stadig penge i verdens næststørste krydstogtkoncern.

Nu har Royal Caribbean Cruises, der for nylig tog navneforandring til Royal Caribbean Group, i hvert fald brugt 245 millioner dollars, cirka 1,6 milliarder kroner, på at købe den tredjedel af aktierne, krydstogtkoncernen ikke allerede ejede af italienske Silversea Cruises. Prisen er betalt med 5,2 millioner Royal Caribbean-aktier. I 2018 købte Royal Caribbean to tredjedele af Silversea.

”Silversea har været et rigtig godt match for vores koncern,” siger Royal Caribbeans koncernchef, Richard Fain, i en pressemeddelelse.

Over 60 krydstogtskibe
Royal Caribbean Group har flere sejlende varemærker. Det største er Royal Caribbean International, der ifølge sin hjemmeside har 26 skibe, herunder en række af verdens største krydstogtskibe; lige nu regnes rederiets skib Symphony of the Seas som verdens største med kapacitet til 6.680 passagerer.

Hele Royal Caribbean Group har foreløbig 62 skibe og omfatter udover Royal Caribbean International også Azamara Club Cruises, Celebrity Cruises og Silversea Cruises lige som RCG ejer halvdelen af tyske TUI Cruises.

Konkurrenter har også high end-varemærker
Royal Caribbean købte i 2018 italienske Silversea Cruises, der på verdensplan er blandt de førende rederier indenfor ultra deluxe.

Royal Caribbeans to største konkurrenter, amerikanske Carnival og Norwegian Cruise Line, NCL, har også ultra deluxe-produkter i deres portefølje. Carnival har rederiet Seabourn, mens NCL kontrollerer Regent Seven Seas Cruises.

Silver Muse er Silverseas hidtil største skib med plads til 596 passagerer – hidtil havde det indtil da privatejede italienske rederi holdt sig til skibe med plads til 3-400 gæster. Silversea har foreløbig fem normale krydstogtskibe og fire såkaldte ekspeditionsskibe.

Fordi Silversea-skibene er mindre end de gigantiske krydstogtskibe, kan skibene fra det italienske rederi også anløbe havne, der ikke har plads til mastodonterne.

Relaterede artikler:

Krydstogtgigant: tidligst normal drift i 2022

Ældre krydstogtskibe overlever ikke coronakrisen

Stort krydstogtrederi får ny salgschef i Danmark