Kæmpestore Quantum of the Seas fra Royal Caribbean skal fra december sejle krydstogter med tre og fire overnatninger ud af Singapore. Kun med halv kapacitet og passagererne må kun være borgere i Singapore. Pressefoto: Royal Caribbean Group.

Klar til krydstogter uden destinationer

Rederierne Dream Cruises og Royal Caribbean har fået OK til korte krydstogter ud af Singapore. Skibene anløber ingen havne, før de returnerer. Turene kan give erfaring med corona-håndtering.

Ligesom nogle flyselskaber har flyvninger for passagerer, der bare må på vingerne, og flyver rundture for at returnere til afgangslufthavnen, kommer samme fænomen nu også i krydstogtbranchen.

Tyske TUI Cruises har for nylig haft sejladser ud af blandt andet Kiel, hvor skibet med et reduceret antal passagerer sejlede til Bornholm, uden at passagererne kunne komme i land. Herefter vendte skibet om, og så havde gæsterne haft et minikrydstogt med et par overnatninger.

Nu har myndighederne i Singapore givet tilladelse til en række krydstogter fra rederierne Dream Cruises og Royal Caribbean i november og december.

Dream Cruises sejler ”Super Seacation” krydstogter med to og tre overnatninger. Royal Caribbean tilbyder ”Ocean Getaways” med tre og fire overnatninger på sejladserne ud af Singapore. Rederiet har en hjemmeside med særlige informationer om disse krydstogter: royalpromise.com/singapore

Krydstogterne arrangeres i samarbejde med Singapores turistråd. De to udvalgte fartøjer er Dream Cruises’ skib World Dream og Quantum of the Seas fra Royal Caribbean. Sidstnævnte har plads til 4.200 passagerer med to i hver kahyt og en besætning på 1.500.

For at reducere risikoen for coronavirus ombord på skibene, må de kun sejle med halv passager-kapacitet og gæsterne må kun være borgere i Singapore med en negativ corona-attest, skriver flere medier, blandt andet CNN.

Vigtigt for indsamling af erfaring
”Disse sejladser bliver en vigtig mulighed for krydstogtbranchen for at indsamle informationer om at sejle krydstogter under coronakrisen samt give passagererne tiltro til sikkerheden og sundhed ombord på skibene,” siger Keith Tan, direktør for Singapore Tourism Board.

Udover færre passagerer og ingen udflugter, fordi skibene ikke anløber nogle havne, skal passagererne vise en negativ corona-attest, før de må gå ombord, ligesom de skal bære mundbind når de bevæger sig rundt på skibene. Der er også strikse krav for besætningsmedlemmerne. Når de ankommer til Singapore, skal de første i to ugers isolation, ligesom de testes hyppigt under krydstogterne.

Rederiet World Dreams første “cruise to nowhere” forlader Singapore den 6. november, mens Quantum of the Seas sejler første tur den 1. december.

Royal Caribbean Group, der er verdens tredjestørste krydstogtkoncern efter Carnival og Norwegian Cruise Line, har de sejlende varemærker Royal Caribbean International, Celebrity Cruises, Silversea og Azamara. Royal Caribbean Group ejer også halvdelen af TUI Cruises og Hapag-Lloyd Cruises. I alt har koncernens rederier 63 krydstogtskibe og 16 på vej til levering de kommende år.

Relaterede artikler:

Genstart af krydstogter rammer præsidentvalg

Krydstogtrederier klar med tiltag til genstart

Styr på corona kan give dansk krydstogtrekord i 2021

12 timers flyvninger til verdens ende og retur