Det særlig jubilæumstog gøres klar. (Foto: Oliver Lang / Deutsche Bahn | PR)

Nu har S-Bahn i Berlin kørt i 100 år

Verden ser væsentligt anderledes ud, end da nærbanetogene i Berlin begyndte at køre i august 1924. I anledning af jubilæet er et tog blevet udsmykket med inspiration fra de seneste 100 år.

I årenes løb har mange danske turister i Berlin formentlig stiftet bekendtskab med nærbanenettet kaldet S-Bahn, der for både borgere og besøgende fra andre byer eller lande er en populær måde at komme rundt i hovedstaden på.

Samlet set omfatter S-Bahn 340 kilometer spor, som forbinder forstæder og mindre byer i nord, syd, øst og vest med Berlins bymidte, ligesom den også har den såkaldte cirkelrute, der omkranser centrum af den tyske hovedstad.

Sammen med Berlins undergrundsbane udgør nærbanen kernen i hovedstadens kollektive trafik, og i denne måned har den rundet et skarpt hjørne, da det er 100 år siden, at S-Bahn første gang blev taget i brug. Det betyder, at den hører til blandt de ældste af sin slags i Tyskland.

Kalder S-Bahn for miljøvenlig
Det er et datterselskab til Deutsche Bahn, der varetager driften af S-Bahn, og herfra oplyses det, at nærbanen i gennemsnit benyttes af 1,5 millioner mennesker på hverdage, hvor der sædvanligvis afvikles 3.300 togture på 16 forskellige ruter til 168 stationer. Det skriver Railway Pro.

”Hvis S-Bahn ikke fandtes, ville vi være nødt til at opfinde den. Der er ingen andre transportformer, der kan flytte så mange mennesker mellem centrum af byen og de omkringliggende områder på en lige så miljøvenlig måde,” siger Peter Buchner, der er administrerende direktør for S-Bahn Berlin

Såvel den administrerende direktør som Berlins såkaldte senator for transport Ute Bonde fra partiet CDU påpeger i forbindelse med 100-års jubilæet, at S-Bahn har spillet en ikke ubetydelig rolle i at forme hovedstaden til den by, som vi kender i dag.

Sender særligt tog på skinnerne
I anledningen af S-Bahns jubilæum er et af de elektriske DBAG Class 481-tog, der siden slutningen af 1990’erne har betjent nærbanen, blevet udsmykket til lejligheden. Meningen er, at det skal vise nogle af de forskellige æraer, som banen har været igennem.

En vogn er eksempelvis malet ligesom Oranienburg-modellen fra 1926, mens en anden ligner Stadtbahn-modellen. Sidstnævnte slog i 1928 tonen an for bemalingen med en rød stribe langs bunden, der fortsat benyttes i dag. I alt fremviser toget 10 forskellige designs fra de seneste 100 år.

Der foreligger en 2030-plan for banen, der har til hensigt at hæve frekvensen på en række centrale ruter således, at disse i fremtiden bliver betjent med 10 minutters intervaller, mens en udvidelse af nærbanenettet også skal forberedes. Det vil betyde, at Stahnsdorf og Falkensee tilkobles på sigt.


Relaterede artikler:

Tyskland markerer 35-året for Berlinmurens fald

Berlin tiltrækker stadig flere udenlandske besøgende

SJ fortsætter dagligt nattog via København til Berlin