BUSINESS TRAVEL: Hotelværelser og flybilletter til den rigtige pris er nogle af de udfordringer forretningsrejsende kan se frem til i 2018. Men der er også lyspunkter.
Problemet er ikke, at prisen på et hotelværelse eller en flybillet stiger nævneværdigt i 2018.
Selv om der vil være øget flytrafik, vil det få minimal indflydelse på priserne forudsiger rejsekonsulentfirmaet Advito og BCD Travel, der i fællesskab har kigget i krystalkuglen for forretningsrejser i 2018.
Men for både flybilletten og hotelværelset gælder det, at nye teknikker og systemer gør det sværere at finde det, man søger, og for flybilletternes vedkommende også at kunne foretage en sammenligning på priser.
Hotellerne er blevet skarpere
Problemet med at finde et hotelværelse til den rigtige pris er ikke nyt, men bliver altså ikke bedre i løbet af det næste år. En af årsagerne er, at hoteller er blevet bedre til udbyttestyring. Ifølge Advitos undersøgelse var det i 24 pct. af tilfældene på globalt plan ikke muligt at finde den ønskede pris, og blandt de europæiske hoteller i 33 pct. af tilfældene.
I forhold til den udfordring siger Anders Lau Nielsen, Director of Client Management Nordics hos BCD Travel Denmark:
“Der er et stort potentiale til at opnå besparelser og større tilfredshed hos virksomheder, der rejser meget, når de booker hoteller til forretningsrejser. Dette både ved at benytte korrekte bookingsystemer til at finde de rigtige hotelpriser og med hjælp fra personlige rejsekonsulenter hos professionelle erhvervsrejsebureauer, der ved, hvordan man gør. BCD Travel lancerer snart en hotelbooking feature i TripSource til de nordiske markeder, hvilket vil gøre det endnu nemmere at hjælpe de rejsende i den rigtige retning, når de leder efter og booker hoteller til deres forretningsrejser.”
Nye bookingkanaler
En anden udfordring, der heller ikke bliver mindre i 2018 er valget mellem IATA’s NDC (New Distribution Capability) og GDS’erne. Flere flyselskaber har pålagt booking af flybilletter i GDS’en et gebyr, da de ønsker at flytte trafikken over på egen hjemmeside, og de selskaber opfordrer ikke overraskende TMC’ere til at bruge de nye bookingkanaler. Men her mister man så muligheden for direkte at kunne sammenligne priserne på de forskellige flyselskabers billetter.
”Ved at låse sig fast i NDC-aftaler er en af de største risici, at virksomhederne kan reducere deres langsigtede forhandlingsstyrke. I øjeblikket er en af de store styrker i en GDS dens samling af indhold, hvilket muliggør sammenligning mellem leverandører,” siger Bob Brindley, Vice President hos Advito.
Et lyspunkt
Men det hele handler ikke kun om udfordringer vedrørende priser og tilgængelighed eller øget fokus på sikkerhed.
Ved hjælp af ny teknologi og apps er det muligt at lære den rejsende bedre at kende og f.eks. hjælpe med at reducere stress på rejsen. Det sker bl.a. ved at kalkulere priser og beregne risikoen for forsinkelser og flyaflysninger samt muligheden for ombooking af flybilletter.
Relaterede artikler:
Danskerne elsker forretningsrejser