New York City fastholdt sidste år sin førsteplads som USA’s mest besøgte storbydestination. Byen fik 4.000 nye hotelværelser og har nu over 116.000.
For 8. år i træk satte New York City rekord i antal turister, 62,8 millioner blev det til – en stigning på 2,3 millioner sammenlignet med 2016. 49,7 millioner af turisterne sidste år i New York var amerikanere, mens resten, 13,1 millioner, kom fra udlandet. Der var sidste år 400.000 flere udenlandske turister i New York i forhold til 2016.
”New York holder sine døre til verden åbne – selv med al den modvind USA får fra Det hvide Hus tiltrak New York også sidste år et rekordhøjt antal besøgende til byen,” siger borgmesteren i New York City, Bill de Blasio.
New York City består af de fem bydele Bronx, Brooklyn, Manhattan, Queens og Staten Island. New York City er sammen med Florida og Californien USA’s tre største modtagere af udenlandske turister.
Nedgang fra Europa
Og chefen for NYC & Company, byens officielle turistorganisation, Fred Dixon, sagde ved fremlæggelsen af sidste års besøgstal: ”Trods de geopolitiske udfordringer og et indrejseforbud (fra nogle muslimske lande), der har gjort vores opgave med at markedsføre New York mere krævende, er vi meget tilfredse med de høje ankomstal. Vi har set vækst fra Asien og Sydamerika, det har opvejet nedgangen fra vores store markeder i Europa.”
Sidste år kom der yderligere 4.000 nye hotelværelser i New York City, som dermed officielt har 116.500. Hotellerne i New York solgte sidste år 36,4 millioner overnatninger, en stigning på 4,5 procent sammenlignet med 2016.
New York er naturligvis ikke kun turister – sidste år havde byen besøg af 6,2 millioner tilrejsende i forbindelse med møder og konferencer. I alt havde byen sidste år 13 millioner erhvervsturister.
Relaterede artikler:
Laveste flypriser til USA nogensinde