Det globale salgs- og marketingssamarbejde Best Western Hotels & Resorts søsætter to nye brands. Best Western har dermed 13 varemærker – for ti år siden var der bare ét.
De to nye Best Western-varemærker er Sadie Hotel til den højere ende af upscale-området indenfor boutique-hoteller, mens konceptet Aiden Hotel er beregnet til hoteller i upper-midscale segmentet.
De to nye brands, Sadie og Aiden, kan blandt andet bruges til eksisterende medlemmer af Best Western Hotels & Resorts, der opfylder kravene til de to varemærker, oplyser Best Western i en pressemeddelelse. Best Western Hotels & Resorts har på verdensplan over 4.000 privatejede hoteller i mere end 100 lande – heraf cirka 150 i Skandinavien og omkring 20 alene i Danmark.
Best Western har i forvejen nogle brands indenfor boutique-hoteller, Vib og Glo, ligesom kæden har varemærker til hoteller over gennemsnittet. Disse tæller blandt andet BW Premier Collection og BW Signature Collection. Netop BW Premier Collection fik for nylig prominent medlem i Sverige, da Björn Ulvaeus, et af de fire medlemmer af ABBA, åbnede sit eget boutiquehotel, Slottsholmen, under BW Premier Collection.
I alt har Best Western nu 13 varemærker – for ti år siden var der bare ét: Best Western.
Til kamp mod Airbnb
“En forskel fra de nye Sadie og Aiden varemærker i forhold til Vib og Glo, er, at Best Western har mulighed for hurtigere at kunne introducere Sadie Hotel og Aiden Hotel med hjælp fra vores team, hvis hotelejerne ønsker en hurtigere om-positionering af deres nuværende hotelvaremærke,” siger administrerende direktør for Best Western Hotels & Resorts, David Kong.
En anden kommende ændring hos Best Western kan blive at skifte fra at salgs- og marketingssamarbejdet skal gå fra at være det hidtidige nonprofit-samarbejde, hvor medlemmernes bidrag blot dækker organisationens udgifter, til at den fremover skal give overskud. Bestyrelsen for Best Western skal stemme om dette forslag.
Baggrunden for skiftet er at stå stærkere ved at have kapital til at tage kampen om mod andre hotelkæder samt udfordringerne fra Airbnb.
Relaterede artikler: