Sidste år gik rekordmange mange restauranter i København konkurs – men det afholder ikke Danmarks største hotelkæde for stor restaurantsatsning på kommende hotel i hovedstaden.
Sidste år lukkede 237 restauranter i hovedstadsområdet, 90 procent flere end for to år siden, viser tal fra Danmarks Statistik. På landsplan krakkede sidste år samlet 409 restauranter. Men de barske tal får ikke Scandic Hotels til at trække følehornene til sig med kædens plan om at lave en stor restaurant på sit kommende hotel i Kødbyen i København. Når hotellet åbner i starten af september i år bliver det ikke mindst med fokus på en stor restaurant med plads til 240 gæster, herunder i cafedelen.
På årsplan forventer Søren Faerber, driftsdirektør for Scandics foreløbig 11 hoteller Øst for Storebælt, at køkkenet i Scandic Hotel Kødbyen årligt vil servere mad til 175.000 morgenmadsgæster og til over 100.000 gæster til frokost og middag, herunder a la carte, konference og banket, siger han til standby.dk
Med sin kommende store restaurant på hotellet i Kødbyen, tæt på Hovedbanegården, vil Scandic udfordre det københavnske restaurantmarked og tiltrække gæster med sin nye satsning på restaurantprojekter.
”Vores restauranter i Kødbyen og på vores kommende Falkoner-hotel på Frederiksberg, der åbner næste år, kommer til at fungere som selvstændige og adskilte enheder, tilpasset det miljø, de skal fungere og konkurrere i. I Kødbyen vil gæsterne gå direkte ind i restaurantmiljøet og derefter komme frem til hotellets reception,” siger Søren Faerber, der tidligere i otte år var Food & Beverage-direktør for Scandic Danmark.
Åben 20 timer i døgnet
”Scandic vil i Kødbyen skabe en kvalitetsrestaurant tilpasset miljøet i Kødbyen – mens mange restauranter typisk har åbent i aftentimerne, vil vi have drift omkring 20 timer dagligt”, siger Søren Faerber og tilføjer, at cirka halvdelen af de omkring 125 medarbejdere på det kommende københavnske Scandic-hotel vil arbejde i køkken- og restaurantregionen.
Scandic-hotellet i Kødbyen får 370 værelser. ”Er alle værelser solgt kan vi have op til 7-800 overnattende gæster, ikke mindst i weekender, hvor familier med børn kan være i kundegruppen. Dermed har vi en unik situation med mange overnattende gæster på hotellet. Nogle vil selvfølgelig gå ud og spise, men andre vil være fristet til at spise på hotellet,” siger Søren Faerber og fortsætter: ”Hertil kommer, at restauranten kan tiltrække eksterne gæster, herunder fra for eksempel uddannelsesinstitutionerne i Kødbyen. Her kan de studerende købe god mad til rimelige penge.”
Scandic-restauranten i Kødbyen vil have fokus på gode bøffer. Scandic har entreret med danske kvægavlere om levering af Dansk Angus, som Søren Faerber kalder det bedste danske kød på markedet. Kødet skal blandt andet tilberedes i en såkaldt argentinsk ‘wheel grill’ som Scandic har fået bygget. Ud over restauranten, der blandt andet byder på en stor vinbar, får hotellet også en kaffeshop og minibageri.
Med sine foreløbig 24 hoteller i Danmark er Scandic landets største hotelkæde. 400 medarbejdere er tilknyttet kædens F&B-produkter, tallet omfatter alt køkkenpersonale, herunder kokke, samt blandt andet baradministration. Alene sidste år serverede Scandic omkring 500.000 hovedretter i sine restauranter og barer.
Relaterede artikler:
Hotelmarkedet i København overhaler Stockholm og Oslo
Lufthavnshotel får konkurrence
Scandic får ny Food & Beverage-direktør