Øresundsbron forventer her i årets tredje kvartal en trafik, der i flere segmenter overstiger niveauet fra 2019. Pressefoto fra Øresundsbron: Stig-Åke Jönsson, MalmöBild.

Øresundsbron: Flere skridt i den rigtige retning

I første halvdel af i år nærmede Øresundsbrons trafik og indtægter sig niveauet fra 2019. Men valutaforskellen og en ikke fuldt genoprettet flytrafik i Københavns Lufthavn trækker ned.

Med et gennemsnit på 16.631 passager per dag var cirka 85 procent af trafikken tilbage på broen mellem Danmark og Sverige i de første seks måneder af i år.

I en pressemeddelelse siger Linus Eriksson, administrerende direktør hos Øresundsbron: ”Vi tager stadig flere skridt i den rigtige retning. Mere end ni ud ad ti passager i forhold til 2019 var tilbage ved udgangen af 2022’s første halvår. I januar var vejtrafikken dog 34 procent lavere end i samme periode i 2019. Året startede med restriktioner og indrejsekontrol, men der har været positiv udvikling med øget brotrafik hver måned.”

Vejindtægterne på Øresundsbron steg 272 millioner danske kroner til 664 millioner kroner i første halvår sammenlignet med samme periode sidste år.

”Godstrafikken slår rekord efter rekord, aldrig før har så mange lastbiler krydset broen som i årets første seks måneder. Og den danske fritidstrafik er tilbage til niveauet før pandemien. Vores 31.000 nye kunder med BroPas-aftale i første halvår af i år vidner også om en større lyst til at rejse til den anden side af broen,” siger Linus Eriksson.

Nye rejsemønstre
Øresundsbron noterer også, at pendler- og erhvervskunder udviser nye rejsemønstre siden pandemien. ”Mange arbejdsgivere giver deres medarbejdere mulighed for at kombinere arbejdspladsen med hjemmekontoret og begrænser både fysiske møder og rejser, hvilket ændrer rejsehyppigheden for nogle pendlere og forretningsrejsende,” hedder det.

Ved årets start var pendlertrafikken omkring 35-40 procent lavere i forhold til samme periode i 2019, men siden restriktionerne blev ophævet i midten af februar i år, er pendlertrafikken steget til ”en mere stabil nedgang” på cirka 15 procent ved slutningen af andet kvartal.

”Dansk fritidstrafik endte i løbet af det første halvår i år på samme niveau som i 2019. Valutaforskellen og en ikke fuldt genoprettet flytrafik i Københavns Lufthavn bidrager til en langsommere genopretning af den svenske fritidstrafik,” skriver Øresundsbron i pressemeddelelsen.

Relaterede artikler:

Én million sejlede mellem Danmark og Sverige

Øresundsbron satte tre nye rekorder

Grænsekontrol halverer personrejser over Øresund