MS Bergensfjord fra det norske rederi Fjord Line. Foto: Fjord Line

Ombygger skibe på grund af energikrise

Norske Fjord Line udskifter motorerne på de to skibe, som drives på flydende naturgas. Årsagen er, at energikrisen har sendt brændstofpriserne langt over et økonomisk bæredygtigt niveau.

Fjord Line har haft sin indtægtsmæssigt bedste højsæson i 2022 efter to år med pandemi, men stigende brændstofomkostninger til LNG (Liquified Natural Gas) skaber økonomiske udfordringer for rederiet.

”Energikrisen, forårsaget af Ruslands invasion af Ukraine, har medført ekstraordinære høje og meget svingende priser på LNG. En prisudvikling som har været langt højere end for traditionelle og mindre bæredygtige energikilder, der anvendes til skibsdrift,” siger Brian Thorsted Hansen, koncernchef i Fjord Line.

”Fjord Line modtager desuden ingen offentlig energistøtte i forbindelse med energikrisen. Det betyder, at brændstofomkostningerne for Fjord Lines to skibe, der opereres med LNG, har haft en drastisk stigning langt over et økonomisk bæredygtigt niveau.”

Har vurderet langsigtede løsninger
Siden begyndelsen af efteråret er afgangene med LNG-skibene fra Vestlandet i Norge, Danmark og Langesund i Norge reduceret, mens sejltiden er blevet forlænget.

”Fjord Line har igennem længere tid arbejdet intenst på at vurdere alternative og langsigtede løsninger, for at kunne opretholde vores normale kundetilbud på ruten mellem Vestlandet og Danmark samt ruten mellem Langesund og Hirtshals,” forklarer Brian Thorsted Hansen.

Som konsekvens af de stigende brændstofomkostninger har Fjord Line derfor besluttet at udskifte de såkaldte single-fuel LNG-motorer på de to LNG-skibe med navnene MS Stavangerfjord og MS Bergensfjord. De vil blive udskiftet med LNG-MGO-motorer i løbet af foråret 2023.

Dermed kan de to skibe i tillæg til LNG også sejle på MGO (Marine Gas Oil), hvilket vil sikre en mere bæredygtig drift, indtil LNG-priserne igen er på et normalt og bæredygtigt niveau.

Ombygges i første halvår 2023
De to LNG-skibe blev søsat i 2013 og 2014, hvor de havde den mest innovative og miljøvenlige brændstofløsning.

”Det er vemodigt at være nødsaget til at gennemføre en ombygning, for også at kunne sejle på MGO, selv om Marine Gas Oil har betydelig lavere svovludslip end traditionelt brændstof som HFO (Heavy Fuel Oil),” siger Brian Thorsted Hansen og understreger, at ombygningen er nødvendig for at kunne opretholde blandt andet et godt kundetilbud.

MS Stavangerfjord bliver ombygget i perioden fra januar til maj 2023, mens MS Bergensfjord får nye motorer i perioden fra februar til juni 2023. De ruter, der vil blive påvirket af ombygningerne, er: Bergen – Stavanger – Hirtshals og Hirtshals – Langesund.

 

Relaterede artikler:

Kæmpe katamaran på vej til Fjord Line

Fjord Line udvider med endnu en katamaran

10 år med Fjord Line