Verdensstjernen Oprah Winfrey bliver gudmor for rederiet Holland Americas nye krydstogtskib, Nieuw Statendam. Foto: Holland America Line.

På krydstogt med Oprah Winfrey

En af USA’s største personligheder, TV-stjernen og filantropen Oprah Winfrey, skal være gudmor for rederiet Holland America Line’s nyeste skib – og deltager på et krydstogt med skibet til januar.

Det nye krydstogtskib hos Holland America Line, Nieuw Statendam med plads til 2.666 passagerer, får Oprah Winfrey som gudmor. Skibet færdiggøres i denne tid på værftet i Italien inden det til december sejler til Fort Lauderdale i Florida, skriver avisen USA Today. Ifølge Holland Americas hjemmeside er der stadig billetter til krydstogtet – men der forventes hurtigt udsolgt.

Som led i aftalen med Oprah Winfrey og hendes magasin, O, The Oprah Magazine, bliver der 30. januar næste år et særligt tredages krydstogt med Nieuw Statendam ud af Fort Lauderdale og med besøg ved Holland America’s egen ø i Bahamas, Half Moon Cay.

Oprah Winfrey er med på dette krydstogt, der sejler under overskriften “girls’ getaway,” og passagererne får chancen for at opleve Oprah Winfrey live på krydstogtet – det sker over tre omgange under temaet ”Conversations with Oprah,” hver passager får dog kun én gratis billet til disse sammenkomster.
Oprah Winfrey vil blandt andet fortælle publikum om højdepunkter fra sin karriere og de mange inspirerende kvinder hun har mødt og interviewet i blandt andet sit talkshow gennem årene.

Oprah Winfrey og O, The Oprah Magazine, indledte sidste år et samarbejde med Holland America Line om blandt andet at have et særligt læserum, O’s Reading Room, på rederiets skibe med bøger fra Oprah Winfreys bogklub.

Skibet kommer til Norden – uden Oprah
Det knap 100.000 tons tunge Nieuw Statendam bliver et søsterskib til Holland America’s et år gamle krydstogtskib Koningsdam.

Nieuw Statendam sejler den kommende vinter en række krydstogter i Caribien, hvorefter det kommer til Nordeuropa næste sommer. Her skal Nieuw Statendam sejle krydstogter med besøg i blandt andet de norske fjorde, Island og Østersøen – så skibet kommer også til Københavns Havn, desværre uden Oprah Winfrey, der flere gange har besøgt København og Danmark.

Relaterede artikler:

Krydstogtskibe frontløbere i København og Malmøs havne

Årets største krydstogtskib i Københavns Havn

Dansk rejsebureau øger på Caribien