Pakkerejselov gælder også for tog

mdb_12896_49252_business_4zu3_224x168TOGSTREJKER: Så fik vi en ny, ganske vist afkortet, strejke hos Deutsche Bahn. Pakkerejseloven gælder også for tog. Der er bare ingen, der ser ud til at vide det.

Danmarks Rejsebureau Forening ved det. Ikke mange togrejsende aner det. Og stort set ingen benytter sig af, at pakkerejseloven ved køb af to ydelser hos samme agent eller salgssted gælder for tog såvel som for fly.

Ganske vist er der fortsat mange uvidende flypassagerer, men i luften er langt flere velorienteret om erstatningsmuligheder. ”Jeg har aldrig set nogen erstatningskrav efter pakkerejseloven i Ankenævnet i forbindelse med en togrejse,” svarer adm. direktør for DRF, Lars Thykier, på standby.dk’s spørgsmål.

Han fortsætter: ”Der er imidlertid ikke nogen tvivl. Hvis en togpassager går ind i et rejsebureau eller hos en agent, køber en returbillet til Düsseldorf i forbindelse med en hotelreservation, så er man dækket efter pakkerejseloven, hvis tyskerne går i strejke, og man ikke kan nå frem. Eller kommer frem med store forsinkelser.”

De fleste togrejsende nøjes nok med at købe en togbillet alene, og så er det straks mere gråzone, hvis man alligevel ikke kan bruge billetten på grund af strejke.

DSB følger EU-direktivet inden for Danmarks grænser. Det videre forløb hænger tyskerne på. Tyskland har naturligvis også tilsluttet sig EU bestemmelsen, men alligevel var der flere danske togpassagerer, som ved strejken forleden måtte klare sig videre med egenbetalte taxaer fra den danske-tyske grænse.  Hvordan de får regningen godtgjort blæser i vinden.