STANDBY.DK Nyt om rejser
MANDAGSKLUMME: I denne uge er det Air France’s tur. Forleden var det Lufthansa, en overgang var det Icelandair og Finnair. Overalt i luftfarten opstår der jævnligt konflikter med piloterne. Er det ikke lønnen, så er det arbejdsbetingelser eller truslen om lavprisselskaber. – Det kan let ende galt med tanke på typograferne.
Af Ejvind Olesen
Man kan godt lære af historien. Og en typograf lader sig noget lettere erstatte end en pilot. Og så snerper det alligevel. Op gennem 70’erne stod kampen mellem avisudgiverne og typograferne, som konstant ville have bedre lønforhold og bedre arbejdsbetingelser.
Hvis der her skulle remses op, hvilke suveræne forhold de havde i forhold til andre arbejdspladser, vil de unge i dag ikke tro, det var muligt. Til sidste kostede det Berlingske mere at udkomme med en større søndagsavis og tage imod de annoncer, der stod og ventede, end at udkomme på et lavere indtjeningsniveau og sige nej tak til mere forretning..
Det måtte gå galt, og det gik galt. Efter en hård arbejdskamp tabte typograferne slaget, og man skal spejde længe efter at finde en enkelt typograf i et stort bladhus af i dag. Og det var vel at mærke en løn- og arbejdskamp, der blev udkæmpet længe før Internettet og de mange TV-stationer kom til verden.
Det var en overlevelseskamp for medierne. De konstante løn-og fagforeningskampe i luftfarten, vi oplever i dag, kan ende med at blive en overlevelseskamp for både piloter og flyselskaber.
Siden november 2012 har vi heldigvis været nogenlunde fredet i Skandinavien for pilotstrejker i SAS. Tidligere strejkede eller truede piloterne med strejke, hver gang de ikke fik deres vilje. Enten bøjede SAS- ledelsen sig for truslerne med efterfølgende nedtur for økonomien, ellers gik piloterne i strejke, og de økonomiske følger blev endnu værre.
Det ser næsten ud til at være historie i dag, men sådan er det langtfra ude i Europa. I denne uge er det Air France’s piloter, som ikke vil acceptere et nystartet lavprisselskab.
Forleden var det i to omgange Lufthansa-piloterne, som ville have mere i løn, selv om de efter tyske forhold er særdeles vellønnede. Før var det Icelandair, hvor lokalbefolkningen var i vildt oprør over piloternes lønkrav, og aviserne ikke lagde skjul på, hvad piloterne allerede tjente.
Hvor er så truslen? Folk holder vel ikke op med at flyve, som de til en vis grad har gjort med at læse aviser? Den ny teknik kan vel heller ikke erstatte piloterne? Nej, men det kan en udflagning for eksempel til Asien, der har stribevis af dygtige piloter, som er parate til at flyve til lavpris.
Det er naturligvis også derfor, amerikanske piloter kæmper det bedste de har lært for at holde Norwegian ude – hvilket i øvrigt næppe lykkes. Samtidig er piloterne i Norwegian formentlig ikke dårligere lønnet end amerikanske piloter. I hvert fald ikke dem, der flyver i øjeblikket.
Truslen for piloter (og kabinepersonalet) ligger i en udflagning, som det er sket med skibsfarten. Prøv engang at se, hvor mange asiatiske kaptajner og styrmænd, der står på broen på europæiske og amerikanske skibe i dag.
Måske er der på officerskorpset ikke den store lønforskel, men det er der på orlovs- og fritidsaftalerne. En skandinavisk kaptajn vil gerne hjem efter tre måneder på sit skib, en asiatisk sejler gerne et halvt år uden stop.
Bliver piloterne nogensinde klogere? Jeg håber det, ellers vil de opleve, at deres job forsvinder. Og det har de mange unge i dag ikke fortjent. Deres startløn er fjernt fra tidligere tiders.
