”Vores aftale med Danish Air Transport er ikke blevet opsagt,” siger Primo Tours’ direktør efter DAT har meddelt, at det vil ud af markedet for charterflyvninger. Over 75 procent af Primo Tours’ kunder flyves med DAT.
Primo Tours Gruppen med udover Primo Tours også to andre danske charterarrangører, henholdsvis SunCharter og Århus Charter, skal formentlig til at se sig om efter et nyt flyselskab til sine cirka 100.000 årlige gæster. Tallet omfatter også Primo Tours ejede Beach Tours, som dog primært sender sine gæster med rutefly.
Det skyldes, at Danish Air Transport, DAT, der flyver over 75 procent af gæsterne hos Primo Tours – resten flyver med SAS – har besluttet at forlade området for charterflyvninger. Baggrunden er ikke mindst, at DAT ikke kan se nogen fremtidig forretningsmodel i at flyve charterflyvninger på grund af EU-forordning 261, der udløser kompensationer til flypassagerer ved længere forsinkelser eller aflysninger.
“Vi har været tvunget til at tage denne strategiske beslutning. Afkast versus risiko på charterflyvninger hænger simpelthen ikke sammen,” sagde DAT’s ejer og administrerende direktør, Jesper Rungholm, torsdag til CHECK-IN.dk
DAT har en større flyflåde og bruger blandt andet sine fire Airbus A320’ere til charterflyvninger, og heraf beskæftiger Primo Tours-koncernen den kommende sommersæson to Airbus-fly.
Der er en aftale om charterflyvninger mellem DAT og Primo Tours uden udløbsdato og med et opsigelsesvarsel på to år, og DAT vil nu forsøge at komme ud af aftalen på et tidligere tidspunkt.
Glade for samarbejdet med DAT
Men hos Primo Tours-koncernen er det indtil videre ‘business as usual’, siger administrerende direktør, Bjarke Hansen, til STANDBY.dk.
”Vi har en aftale med DAT, der løber i to år mere, og den er ikke blevet opsagt, hverken fra DAT’s eller vores side. Vi ved, at Jesper (Rungholm, red) har planer om at flyve mindre charter på grund af EU-forordningen, men så vidt vi ved, flyver DAT stadig for os de kommende to år,” siger Bjarke Hansen og fortsætter:
”Vi er glade for samarbejdet med DAT, men vi forstår også udfordringerne, hvor EU-forordningen kan være med til at ødelægge markedet. Forbrugerne jubler over de penge, de kan få i kompensation ved forsinkelser – men det gør i sidste ende markedet dårligere. Vi risikerer flere udenlandske flyselskaber, der ikke er lige så påpasselige med sikkerheden.”
Blandt de største
Med 100.000 forventede gæster næste år fordelt mellem selve Primo Tours og de gennem årene tilkøbte rejsebureauer Århus Charter, SunCharter og senest Beach Tours, bliver Primo Tours-koncernen Danmarks femtestørste indenfor primært charterrejser. Kun Spies, TUI, Bravo Tours og Apollo har flere gæster.
Ifølge de officielle tal fra Rejsearrangører i Danmark – charterselskabernes brancheforening – havde de tre egentlige charterrejsebureauer i Primo Tours-koncernen sidste år tæt på 83.500 gæster, fløjet ud af lufthavnene i Billund, Aalborg og Aarhus med primært Danish Air Transport, mens SAS har resten. Sidste år havde selve Primo Tours 32.429 gæster, SunCharter 27.290 og Århus Charter: 23.714.
Primo-koncernen, der siden 2009 har været ejet af Henrik Søndergaard og Bjarke Hansen, omsatte sidste regnskabsår for skønsmæssigt 450 millioner kroner og fik et overskud på 36 millioner kroner.
Relaterede artikler:
Primo Tours beholder alle varemærker