BAKSPEJLET: Det historisk berømte Rafles Hotel er på en måde ikon for Singapore som Den lille Havfrue i Danmark og Frihedsgudinden i New York. Uden sammenligning i øvrigt. I Asien findes stribevis af luksushoteller, men de færreste startede som hotel i 1887, som tilfældet er med Raffles.- Her er favoritterne.
Af Ejvind Olesen
Der er nogle få hoteller, man altid husker. Og som skiller sig ud fra mængden. Dels fordi de er akitektoniske perler, dels fordi de er en god historie, og endelig fordi de virkeligt er det de påstår nemlig ren luksus.
Raffles Hotel i Singapore blev udnævnt til nationalt monument i 1987, et hundrede år efter åbningen. Og det kunne ses ved mit første besøg i begyndelsen af 1980’erne. Alligevel var det et bekendtskab, der blev siddende på nethindens mange hoteller, jeg har set gennem tiderne. Historiens vingesus, her har Rudyard Kipling boet i en længere periode, og her blev Singapores sidste tiger skudt, da den forvildede sig ind i den berømte bar. Det siger beretningerne i hvert fald. Der var en orientalsk stemning til den serverede Singapore Sling, som bare ikke slettes.
Et besøg senere, da den første renovering var gennemført i 1991, afslørede at værelserne, de 103 suiter, levede mere op til de fem stjerner end før, men noget af østens mystik og dufte var forsvundet i takt med, at højhusene skød op rundt om i nabolaget. Også i selve hotellets renovering.
I dag ejes Raffles af Katara Hospitality. Sidste renovering kostede 160 mio. dollars. Hvor meget denne gang er ikke oplyst. Arbejdet betyder, at Raffles nok vil blive lukket i tredje kvartal næste år, for så at forberede den helt store grand opening sidst på efteråret.
Der findes så mange ranglister og afstemninger om verdens bedste hoteller, at der er umuligt at forholde sig til.
Men her er mine valg: Rafles Hotel i Singapore, Hotel Oriental i Bangkok (som jeg elllers synes er lidt overvurderet, men en solnedgangsdrink på terrassen ud mod floden er unik), Plaza Hotel i New York, som er gået så grueligt meget igennem (også med præsidentkandidat Donald Trump som ejer), men fortsat er den bedste hotelhistorie i New York sammen med Waldorff Astoria. Selv foretrækker jeg Marriott Marquis Hotel på Times Square, hvor jeg var med da det åbnede i 1984.
I Europa er det tidligere SAS hotel (nu Radisson Blue Sky) i Wien en favorit. Bygget op uden på en over et hundrede år gammel bygning. Nabo til Statpark, hvor Johann Strauss med sit gyldne monument står og venter på de fotograferende turister. Endelig er der Irland med Bunratty Castle, (Der er sikkert en del slotshoteller på øen som er højere standard, og Bunratty har også kun fire stjerner) .
Jeg har boet der flere gange, og hver gang i gæstebogen set takken fra John Wayne og Maureen O’Hara, med det flotte røde hår, fra dengang de indspillede Den tavse Mand og boede der i flere måneder sammen med instruktøren John Ford og det meste af filmstaben. Nu er det en snes år siden, jeg sidst har været der. Måske er det også renoveret i mellemtiden. Værelserne kunne godt trænge.
Men pas nu på, at der ikke går mere tabt af Raffles ved en ny ansigtsløftning. Det er altid en trussel mod et historisk gammelt hotel. Varsomhed udbedes.