Royal Caribbean strammer organisationen

2019/08/defaultmain.jpgCRUISE: Call centre i Holland og Guatemala betyder afskedigelser i Miami, London og Oslo, men den danske afdeling fortsætter som hidtil.

Der bliver strammet op over hele linjen i verdens næstestørste krydstogtrederi Royal Caribbean med hovedsæde i Miami og med danske Vagn Sørensen i bestyrelsen.

Det startede med, at der blev renset ud i bestyrelsen, men Vagn Sørensen, som altid har lagt vægt på, at man skulle yde en indsats for en bestyrelsesplads, blev siddende.

Derefter blev der strammet op i direktionen, hvilket kostede nogle direktører jobbet, mens andre tog større direkte del i driften. Således er præsident Adam Goldstein gået aktivt ind i driftsledelsen af Royal Caribbean, mens to nye direktørudnævnelser tager sig af Celebrity og Azamara. De tre skal i fremtiden brandes hver for sig.

Selve betjeningen af kunderne med gruppebestillinger og lignende centraliseres også med et call center i Guatemala. Omkring et hundrede mister job i selskabet. De fleste i Miami og i London og omkring en snes i Oslo, som overgiver til et europæisk call center i Holland.

”For de danske bureauer bliver der ikke andre ændringer end, at de skal have kontakt med Holland i stedet for med Norge, men der bliver både dansk, svensk og norsk talende personale,” siger den danske salgschef Henrik Bergkvist.

Der bliver heller ingen ændringer i det danske kontor og salgsafdeling med fire ansatte, som alle fortsætter som hidtil.

I England går man betydeligt mere drastisk til værks. Det er rederiets næststørste marked efter USA.  Den britiske Europadirektør forlader firmaet, og markedet deles op med tre chefer for hver sin del, nemlig RCCL, Celebrity og Azamara.

”Vi er samtidig indstillet på at intensivere samarbejdet med vore agenter i UK og Irland med endnu større vægt på salg og marketing hos vore loyale og engagerede agenter,” siger den ny chef for Celebrity i London.

Krydstogtmarkedet for RCCL i UK og Irland er steget med otte procent i løbet af de seneste fem år, mens det øvrige marked i det britiske kun er steget med tre procent.