Det er lidt mere end tre år siden, at Ryanairs topchef Michael O´Leary kunne løfte sløret for en aftale mellem det irske lavprisflyselskab og GDS-virksomheden Amadeus.
Aftalen fra efteråret 2014 gav rejsebureauer og store virksomheder mulighed for at booke og udstede billetter hos Ryanair via det såkaldte Light Ticketing-koncept.
Men nu meddeler Ryanair, at aftalen er opsagt til udløb den 15. december, da det ikke er lykkedes parterne at nå til enighed om en ny aftale. Det kunne tyde på, at der ikke hos Ryanair er utilfredshed med løsningen, men at det udelukkende handler om økonomi.
”Vores distributionssamarbejde med Amadeus, som har været i kraft siden september 2014, vil blive afsluttet den 15. december efter at vi ikke kunne opnå enighed om en ny kommerciel aftale. Vi ønsker Amadeus alt godt og takker for deres støtte i vores succesfulde GDS-samarbejde. Vi fortsætter med at arbejde sammen gennem vores brug af Navitaire-platformen,” siger marketingdirektør Kenny Jacobs fra Ryanair.
Fortsætter med Travelport og Sabre
Når aftalen med Amadeus ophører, vil Ryanair stadig distribuere selskabets produkter gennem Travelport og Sabre, som flyselskabet også har aftaler med. I det europæiske marked er der dog langt flere rejsebureauer med Amadeus-tilkoblinger end det er tilfældet med Sabre og Worldspan.
Den første GDS-aftale indgik Ryanair i marts 2014 med Travelport, der repræsenterer GDS-systemerne Galileo og Worldspan.
Baggrunden for Ryanairs ændrede distributionsstrategi var ønsket om at få en større tilgængelighed til forretningrejsemarkedet, hvor det er nødvendigt, at distributionen sker effektivt gennem GDS-systemerne.
Ved indgåelsen af aftalen med Amadeus havde Ryanair en forretningsrejseandel på 27 procent af samtlige passagerer.
Relaterede artikler:
Amadeus vil få flyselskaber til at tjene milliarder