Så er det godt med de billige tricks

2019/08/defaultmain.jpgbørn-rejse-ferie-charterTORSDAGSKLUMME: ”Sådan får du efterårsferie til halv pris ved et nemt trick,” skrev TV2.dk i går, som om det var en fantastisk vejledning til forbrugerne. – Køb en billig and, blot du ikke vælger perioden op under jul.

Af Ejvind Olesen

Det er meget godt med god forbrugerorientering, men ikke hvis det løber ud i det latterlige. I et samarbejde med Kompas og Forex Bank har man fundet ud af følgende: ”Størstedelen af danskerne holder ferie i uge 42, fordi de har hjemmeboende børn.”

Ja, men er det ikke en mageløs konstatering af et kommunikationsbureau og en bank! I skolernes efterårsferie vælger familier med skolesøgende børn at rejse på ferie! Og derfor stiger priserne selvfølgelig. Udbud og efterspørgsel. Helt elementært Dr. Watson.

”Der er rigtig mange penge at spare,” fastslår direktør Ole Stouby fra travelmarket.dk. Det har han gjort så mange gange før. Med hans rutine i bagagen behøver han ikke engang at se ind i søgemaskinen.

Det problematiske består i, at TV2 næsten med opklarende detektivrøst fortæller de undrende læsere, at de kan undgå at betale de høje priser, hvis de rejser på et andet tidspunkt. For eksempel ugen før skoleferien og ugen efter. Jeg vil også tro, at en and er billigere i september end ugen før jul. For slet ikke at tale om et juletræ.

Klogeligt nok tilføjer Ole Stouby, at han ikke vil opfordre forældrene til at tage børn ud af skolen uden for efterårsferie, selv om der er mange penge at spare.

Ifølge Kompas viser undersøgelsen også, at en fjerdel af dem, der ikke har hjemmeboende børn, holder ferie i uge 42.

Nu kunne det jo være, at de var på en arbejdsplads, som på grund af skoleferien, alligevel sender så mange som muligt på ferie. Det kunne også være, de pågældende er skolelærere eller er gift med en.

Fri os for den slags forbrugerfiduser.

Tag hellere fat på, hvorfor en lang række feriesteder sydpå allerede er begyndt at pakke sammen til vinteren, når de dyrt betalende danskere kommer på besøg i uge 42.