Nogle passagerer med klager over flyrejser giver fortabt, hvis de ikke kan komme igennem til flyselskab, rejsebureau eller billetformidler, oplyser Forbruger Europa. Foto: Henrik Baumgarten.

Slut på sommerferie giver klager over flyselskaber

Efter sommerferien kan danske flypassagerer få problemer med at få udbetalt kompensation og erstatning for forsinkede eller aflyste fly. Det viser tal fra tidligere år, advarer Forbruger Europa.

”Tidligere år viser, at efter sommerferien henvender flere danske passagerer sig til Forbruger Europa, fordi de oplever problemer med at få udbetalt kompensation eller erstatning efter forsinkelser eller aflysninger på flyrejsen. Nogle kan ikke komme i dialog med flyselskabet, nogle får et svar, de ikke er enig i, og andre får tilfældige eller mangelfulde beløb udbetalt.”

Det siger Lars Arent, direktør i Danmark for Forbruger Europa, i en pressemeddelelse. Forbruger Europa er et netværk af nationale organisationer i Europa etableret af Europa-Kommissionen. Den danske afdeling er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Forbruger Europa skriver i en pressemeddelelse, om flypassagerers udfordring med klagesager til flyselskaber:

”Erfaringer viser, at nogle flypassagerer giver fortabt i processen, fordi de for eksempel ikke kan få hul igennem til flyselskab, rejsebureau eller billetformidler. Men der er rettigheder, der skal beskytte flypassagererne i den situation.”

Mulig tvivl om ”den egentlige aftalepart”
Forbruger Europa tilråder forbrugerne at gemme al relevant dokumentation, herunder billetter, boardingkort og eventuelle meddelelser eller kvitteringer fra flyselskabet eller lufthavnen.

”Disse dokumenter vil være vigtige, hvis du senere skal klage,” hedder det og Forbruger Europa tilføjer: ”Hvis du ikke har fået tilbudt refundering eller kompensation i forbindelse med aflyste eller forsinkede flyafgange, så kontakt selv dem, billetten er købt hos. Det er en god idé at indsende klagen så hurtigt som muligt.”

Forbruger Europa skriver også, at hvis man er i tvivl om, hvem der er den egentlige aftalepart, altså hvem man har købt billetten af, ”kan du klage til alle parter, for eksempel flyselskab, rejsebureau og bookingportal. Hvis der klages via hjemmesiden, så husk at tage et skærmprint, inden klagen sendes.”

Klag direkte og gratis til Trafikstyrelsen
Forbruger Europa kan hjælpe med klager over flyvninger fra EU-lufthavne, ”men hvis man oplevede forsinkelser eller aflysninger, da man skulle flyve fra en dansk lufthavn, kan Trafikstyrelsen kontaktes.”

I pressemeddelelsen siger kontorchef i Trafikstyrelsen, Line Theil Elikofer: ”Hvis ens flyselskab ikke umiddelbart vil refundere udgifter i forbindelse med en aflyst eller forsinket flyafgang fra en dansk lufthavn, skal man altid først klage til sit flyselskab.

Får man ikke et tilfredsstillende svar fra flyselskabet inden for seks uger, kan man klage direkte og gratis til Trafikstyrelsen,” siger kontorchefen.

 

Relaterede artikler:

Forbruger Europa: Flypassagerer bliver kastebold

Rejsebureau: “Flyselskabernes ændringer koster os en formue”

Forbruger Europa: Flyselskaber vildleder passagerer