Spanair kritiseres atter af lavprisselskaber

European Low Fares Airline Association (ELFAA) har på ny klaget til EU over ny statsstøtte til det økonomisk trængte Star Alliance-medlem, Spanair. Støtten – denne gang på 25 mio. euro – kommer fra lokalregeringen i Catalonien og bystyret i dets hovedstad, Barcelona.

 

“Denne seneste indsprøjtning for at holde Spanair flyvende, er ikke kun spild af offentlige penge, det er også en klar overtrædelse af EU-lovgivningen,” siger ELFAA’s generalsekretær, John Hanlon.

 

Fremtiden for det tidligere SAS-ejede Spanair peger, ifølge ELFAA, på en delvis overtagelse af Qatar Airways. Indtil dette måtte ske, fortsætter Spanair med at være afhængig af offentlige midler. Indtil nu, anslår ELFAA, har Spanair modtaget 120 mio. euro i statsstøtte.

 
“Med Spanien i store økonomiske problemer virker det urimeligt, at de spanske skatteydere får deres penge pløjet ned i en forretningsmodel som Spanairs, der ikke virker,” lyder kritikken fra ELFAA. ELFAA brokkede sig i november sidste år, da et selskab ejet af den catalonske delstatsregering investerede 20 mio. euro i Spanair og dermed blev flyselskabets største aktionær.

 

ELFAA peger på, at det spanske lavprisselskab, Vueling, hvor Iberia er største aktionær, har masser af ruter til Spanairs hjemmebase i Barcelona. Og at Vueling, der næste år åbner mellem Barcelona og København, klarer sig uden statsstøtte.

 

ELFAA’s ni medlemmer – Easyjet, Flybe, Jet2.com, Norwegian, Ryanair, SverigeFlyg, Transavia, Vueling og Wizz Air – havde ifølge ELFAA sidste år 180 mio. passagerer og 43 pct. af ruteflyvningerne i Europa.

 

 

Skrevet af redaktion