Spansk flyselskab lyn-åbner på København efter Spanairs konkurs

Vueling, delvist ejet af Iberia, bebudede for flere måneder siden, at selskabet fra sommerprogrammets start sidst i marts ville åbne nye ruter fra Barcelona til København og Aalborg. Men efter Spanairs krak fredag aften, fremrykkede Vueling starten på København og landede første gang i lørdags.

 

Der bliver i første omgang fire ugentlige Vueling-fly mellem København og Barcelona – fra sommerprogrammet stiger antallet til 11 mod de ellers planlagte fire. Vueling flyver i forvejen nogle af Iberias afgange mellem København og Madrid. Vueling håndteres i København af handlingselskabet Novia i Terminal 2. 

 

Flere flyselskaber meddelte i weekenden, at de prøver at hjælpe strandede Spanair-passagerer med at komme hjem. Der er mere information om ombooking på bl.a. SAS’ hjemmeside – ligesom Trafikstyrelsen på sin hjemmeside informerer om passagerernes rettigheder.

 

Spanair fløj også fra København til Madrid – SAS øger fra sommerprogrammet sin betjening af denne rute, oplyste SAS i weekenden.
Tidligere SAS-ejede Spanair var 9. største flyselskab i Københavns Lufthavn og havde sidste sommerhalvår op til 40 ugentlige direkte fly fra København, Stokholm og Helsinki til Barcelona, Madrid og Malaga.

 

Spanairs konkurs er den næststørste der rammer et flyselskab med trafik på Københavns Lufthavn siden 29. oktober 2008, hvor Sterling krakkede. Men mens Sterling havde ca. ti procent af trafikken på København, havde Spanair kun 1,5 pct. af trafikken til lufthavnen.
 
Takeoff.dk dækkede som eneste af de primære danske faghjemmesider for rejsebranchen Spanairs konkurs i weekenden. De to historier om krakket fik over 2.000 visninger lige som de gav yderligere nye 15 tilmeldinger til takeoff.dk’s nyhedsbrev, der nu er over 12.300 modtagere.

 

Læs weekendens artikler om Spanairs konkurs her på takeoff.dk – eller skriv i søgefunktionen: Spanair

Skrevet af Henrik Baumgarten