Fra venstre ses Østrigs minister for innnovation, mobilitet og infrastruktur Peter Hanke, koncernchef Annette Mann fra Austrian Airlines, Star Alliances koncernchef Theo Panagiotoulias, bestyrelsesmedlem og direktør Sabine Stock fra ÖBB-Personenverkehr, koncernchef Andreas Matthä fra ÖBB samt to uniformerede ansatte. (Foto: ÖBB | Daniel Willinger | PR)

Star Alliance vil have flere rejsende til at tage toget

Nu har verdens største luftfartsalliance indgået et samarbejde, der skal gøre det nemmere at lade bilen blive stående i garagen, når flypassagererne drager i lufthavnen og videre ud i verden.

I september sidste år blev Star Alliance et flyselskab fattigere, da SAS forlod luftfartsalliancen til fordel for SkyTeam. Det skandinaviske flyselskab var i sin tid ellers et af de stiftende medlemmer af alliancen, der i dag er verdens største af sin slags.

Nu har de resterende selskaber dog knyttet tættere bånd med et togselskab, da man netop officielt har optaget østrigske Österreichische Bundesbahnen, der i daglig tale blot kaldes ÖBB, som den nyeste såkaldte intermodale partner.

Begrebet intermodal transport benyttes om en tilgang, hvor flere forskellige transportformer kombineres på samme rejse. Det kan eksempelvis være tog med fly, og det er præcis det, der er tanken bag det nye samarbejde, som officielt blev skudt i gang ved en ceremoni Wien.

16 Star Alliance-selskaber flyver til og fra Wien
Det nye samarbejde hviler på det fundament, som ÖBB og Austrian Airlines har støbt sammen siden 2014. Her lancerede selskaberne den østrigske del af AIRail, som har gjort det muligt for passagerer at rejse med tog fra landets store byer og videre med fly på en samlet billet.

I 2022 indgik Star Alliance et udvidet samarbejde med Deutsche Bahn, som betyder, at rejsende med alle alliancens flyselskaber kan gøre brug togselskabet afgange på samme billet samtidig med at de optjener bonuspoint. Det samme sker nu med ÖBB.

Fremover vil rejsende der skal til eller fra Graz, Linz, Salzburg eller Innsbruck og Wien Lufthavn inden eller efter en flyvning med et af flyselskaberne kunne fravælge bilen og i stedet benytte et af ÖBB’s Railjet-tog. I øjeblikket beflyver 16 af alliancens medlemmer den østrigske lufthavn.

Skal være mere naturligt at tage toget
Theo Panagiotoulias, der er koncernchef for Star Alliance, ser flere perspektiver i det nye samarbejde, som har tror vil være til gavn for alliancemedlemmernes kunder.

”Som transportformer har fly og jernbaner i flere år komplimenteret hinanden rundt omkring i verden, og vi er stolte af at kunne byde ÖBB – de østrigske statsbaner – velkommen i Star Alliance-familien.”

”Nu kan vores kunder komme fra Singapore til Salzburg på enkelt billet, når de skifter fra flyet til et -tog i Wien Lufthavn. Jeg er sikker på, at dette parløb ikke blot vil bidrage med flere valgmuligheder, men også gøre kundernes rejse mere gnidningsfri.”

Hos ÖBB tror koncernchef Andreas Matthä, at kunderne vil sætte pris på, at de kan spare lidt på klimaregnskabet ved at tage toget i stedet for deres bil, når de skal i lufthavnen.

”Dette samarbejde vil betyde, at transport med tog bliver en endnu mere fleksibel og naturlig del af det at rejse med fly. Ikke blot når man skal rejse med selskaberne i en enkelt koncern men med et helt netværk af 25 flyselskaber fra hele verden.”


Relaterede artikler:

Vil bruge 194 milliarder kroner på landets jernbaner

Østrigs jernbaner klar med næste-generation nattog

Medie: Togselskab bliver partner med Star Alliance