STANDBY.DK Nyt om rejser
KLUMME: Tiden er inde til at give rejsearrangørers brug af rejseledere et serviceeftersyn. Blandt andet vurderet ud fra den seneste stribe af sager i Pakkerejse-Ankenævnet.
Der findes ingen endegyldig opskrift på, hvordan man bliver en god rejseleder, eller guide om man vil. Flere vil nok mene, at enten har man det i sig, eller også har man det ikke. Der findes masser af opskrifter på, hvordan man ikke står distancen, fordi faldgruberne er lige så mangfoldige som lønnen er lille og oplevelserne store.
En rejseleder kan være lige så vigtig for en rejse, som en god skuespiller på en teaterscene eller i en film. Det hører nok til sjældenhederne, at et teater får direkte kritik, for slet ikke at tale om erstatningskrav, hvis skuespillerens præstation ikke har levet op til forventningerne. Jeg har i hvert fald aldrig hørt om det. Det har jeg til gengæld om rejselederne.
Famlende og usikker
I den seneste dynge (ja, der var virkelig over et hundrede klager samlet op over tid) fra Pakkerejse-Ankenævnet var der rigtigt mange, der sluttede med en bemærkning om ”utilfredsstillende guideservice”. Og et par enkelte, hvor det meste af klagen gik på en famlende og usikker rejseleder.
Ofte går klagen på ”manglende viden” om landet og befolkningen. Eller ”Det var første gang, at rejselederen var på stedet”. ”Vi fik ikke ordentlig besked og kunne ikke finde bussen”. ”Talte monotont og kedeligt og uden nødvendigt kendskab til landets kultur og historie.”
”Var ikke meget synlig på krydstogtet, og ikke til nogen hjælp”. ”Gav os forkerte beskeder om mødetider og begivenheder på et kæmpe skib det første par dage. Derefter kunne vi godt selv”. ”Tog sig ikke af, at vi var handicappede”.
Havde kone og datter med
Og så den klassiske: ”Rejselederen havde selv sin familie med, kone og datter, som fik betydeligt mere opmærksomhed, end vi som gæsterne i gruppen. Da han ikke havde været på stedet før, blev det hele en skuffende oplevelse.”
Med til den klage hørte, at rejselederen selv er indehaver af bureauet. Hvilket sker ofte i mindre familieejede bureauer, men kan også være en fordel. Der findes mange gode eksempler, hvor et ægtepar sammen skaber en glimrende rejse og fordeler opgaverne imellem sig.
Hvad angår de mange klager over ”manglende guideservice” er det ofte hos alt for unge guider, som er helt afhængige af deres computere og mobiltelefoner, og paradoksalt nok er langt sværere at få kontakt med end de gode gamle guidekontorer i byen eller på hotellerne.
Den klassiske fejl fra en rejseleder er ofte noget rent praktisk. Hold styr på en gruppe på 40-45 deltagere (en bus). Få dem gennem Eremitageslottet og museum i St. Petersborg, eller i Vatikanet i Rom, uden at tabe nogen undervejs.
Være talsmand over for hotellets reception. Kort sagt være informativ og forstående over for store og små problemer, der kan opstå hos hvem som helst, uanset hvor rejsevant man måtte være. Jeg har oplevet en rejselederstab, som håndterede et dødsfald blandt deltagerne i en gruppe i USA på beundringsværdig professionel vis.
Glød og robot
Den bedste karakteristik, jeg har oplevet af en rejseleder og tidligere har omtalt, men aldrig glemmer, var rigsantikvar Olaf Olsens foredrag for kommende rejseledere: ”Det er ikke et spørgsmål om at kunne stå på et ben og remse årstal op. Det er gløden i øjnene, det kommer an på.”
Hvis det nu går som nogle teknologisk guruer spår om fremtiden, ”at robotter efterhånden overtager servicefunktionerne”, hvordan er det så lige med gløden i øjnene på en robot?
