Strejke rammer Air Berlin i dag

LUFTFART: Uenighed om lønninger får i dag en tysk fagforening til delvist at lamme Air Berlin til og fra Berlin, Hamborg og Stuttgart. Foreløbig er 60 fly aflyst. Air Berlin beder passagerne om kun at medbringe håndbagage.

Fagforeningen Verdi har i dag beordret arbejdsnedlæggelser for jordpersonale i de tre tyske lufthavne pga. lønuenighed. Strejken har intet direkte med Air Berlin at gøre.

Foreløbig har Air Berlin aflyst 60 flyvninger i sin hovedlufthavn, Berlin Tegel, frem til onsdag formiddag, men oplyste i aftes, at strejkerne gennem onsdagen vil give betragtelige konsekvenser.

Passagererne må forvente forsinkelser, flyaflysninger og begrænsninger på bagageområdet, oplyste Tysklands næststørste flyselskab.

Air Berlins nyeste koncernchef, Thomas Winkelmann, sagde i går: “Vi undskylder for de problemer, strejken vil give vores rejsende. Vi beklager strejken, som Air Berlin intet har at gøre med.”