Mens den samlede vækst i antallet af overnatninger på tværs af Sverige i sommermånederne er på godt to procent i forhold til 2019-niveauet, ser det anderledes i landets ottendestørste by.
Flere og flere udenlandske turister får øjnene op for Linköping, der er den ottenstørste by i Sverige. Det er meldingen fra destinationsselskabet Visit Linköping & Co, der netop har offentliggjort overnatningstallene for den forgangne sommer, og her er der fremgang at spore.
Det er blandt andet flere museer heriblandt et om Flyvevåbnet, Linköpings historiske bydel, domkirken og Ekenäs Slot, der trækker turister til byen i Östergötland. I løbet af højsæsonen i juni, juli og august steg antallet af besøgende med 1,2 i forhold til samme tid sidste år, lyder det.
De aktuelle tal viser desuden, at der samlet set blev foretaget 220.603 gæsteovernatninger i Linköping i løbet af sommeren. 168.751 – svarende til 76,5 procent – var af svenske besøgende, mens udenlandske turister tegnede sig for de resterende 51.852 eller 23,5 procent.
Betegner udviklingen som stærk
Visit Linköping & Co oplyser, at færre svenskere overnattede i byen denne sommer. I alt faldt antallet med 2,5 procent i forhold til sidste år, men det udenlandske overnatningstal steg dog med 15 procent. Det var særligt turister fra Tyskland, USA og Norge, der slog vejen forbi.
Jörgen Nilsson, der er ansvarlig for hotelbranchen hos destinationsselskabet, hæfter sig ved, at byen er kommet godt igen efter COVID-19-pandemien og har haft held til at øge det samlede overnatningstal for sommeren i forhold til 2019-niveauet.
”Linköping har nu haft en nonstop vækst i turistovernatninger i mere end to årtier kun med undtagelse af 2020 og 2021 under pandemien.”
”Hvis man sammenligner sommermånederne før pandemien i 2019 med sommermånederne i 2024, har vi haft en bemærkelsesværdig vækst på hele 19 procent. Når vi kigger på de samme data for hele landet, lander væksten på to procent. Linköping har således haft en meget stærk udvikling som sommerby efter pandemien.”
Overnatningstal er ikke tilstrækkeligt
Det er dog ikke gået ubetinget godt for alle aktører i hotelbranchen i og omkring Linköping, selvom sommeren generelt har været tilfredsstillende.
Der er også virksomheder, der har tabt terræn i forhold til året før. Folk rejser fortsat trods den geopolitiske og økonomiske situation i omverdenen, men ifølge Visit Linköping & Co ser der ikke ud til at være aktivitet i samme omfang som tidligere.
Der ligges i den forbindelse op til, at der kan være en idé i at nuancere de parametre, som man holder øje med, i fremtiden.
”Der er en diskussion i hotelbranchen om, hvordan man bedst måler succes nu og i fremtiden,” siger Jörgen Nilsson.
“Det viser nemlig ikke det fulde billede blot at tale om vækst i overnatninger, men i øjeblikket er der ingen bedre måde at måle og sammenligne på end dette. At arbejde med tiltag, der også tager højde for kvalitet og bæredygtighed, er derfor vigtigt.”
Relaterede artikler:
Sverige kan ikke følge med Danmark

STANDBY.DK Nyt om rejser


