Mange danskere rejste på udlandsferie i påsken i år, altså efter den russiske invasion af Ukraine. Det viser stigende rejselyst hos de danske forbrugere, viser nye tal fra teleselskabet 3. PR-foto.

Teleselskab: Dansk rejselyst igen på 2019-niveau

Nye tal fra teleselskabet 3 viser, at antallet af danske kunder på påskeferie i Italien, Frankrig og Østrig i år oversteg 2019. Årets påskeferie var efter den russiske invasion af Ukraine i februar.

Rejselysten til flere store europæiske turistdestinationer er på samme niveau som før coronakrisen. Det indikerer tal fra teleselskabet 3, på baggrund af roamingforbruget fra selskabets danske kunder i udlandet i påskeugerne i år 2019, 2021 og 2022.

I år benyttede flere af 3’s kunder sig af roaming via 3LikeHome sammenlignet med år 2019 i en række europæiske lande, skriver 3 i en pressemeddelelse.

Den største stigning findes i Italien, der lander på 108 procent i år i forhold til 2019. Også flere kunder benyttede 3LikeHome i Frankrig og Østrig, mens lande som Portugal, Spanien og Norge næsten rammer samme niveau som i 2019.

”Tallene viser, at coronaspøgelset for alvor er ved at forsvinde – ikke bare i Danmark, men også i resten af Europa. At vi oplever rejseaktivitet, der overgår 2019 tyder på, at der er et uforløst potentiale efter to år, hvor vi ikke har kunnet krydse grænserne. Folk vil virkelig gerne afsted,” siger Jesper Bennike, driftsdirektør hos 3.

Stigning til fjerne rejsemål
Fjerne destinationer som Thailand, Vietnam, Canada og USA halter fortsat bagefter, målt på antallet af kunder hos 3, der benytter sig af roaming i år sammenlignet med 2019. Men i år viser det sig, at der er en stor stigning i alle fire lande i forhold til påskeugen sidste år, hvor særligt USA nærmer sig niveauet for år 2019, oplyses det.

Under coronakrisen lagde teleselskabet 3 flere lande ind under konceptet 3LikeHome, så det nu i alt omfatter 73 lande, hvor selskabets privat- og erhvervskunder kan ringe, sms’e og bruge data i udlandet på samme vilkår som i Danmark.

Teleselskabet 3 og søsterselskabet Oister har samlet 1,5 millioner kunder i Danmark.

Mobilen kan give chokregninger på udlandsrejser
Forleden advarede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om, at forbrugere kommer i klemme, hvis de ikke har styr på regler og vilkår i deres mobilabonnement på rejser til udlandet.

Det kan for eksempel give en ekstraregning, hvis man bruger mange emojis i sine SMS’er– især ved rejser uden for EU. Emojis fylder nemlig mange tegn i SMS’er.

Og før man bruger sin mobil på en færge mellem to lande, skal forbrugeren være opmærksom på, om mobilen fanger færgens netværk. Det kan man se på mobilens display og hvis man ringer eller bruger data via færgens netværk, kan det blive rigtigt dyrt, advarede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Relaterede artikler:

Stigende forbrugspriser kan ramme danskernes ferie

Krigen i Ukraine påvirker rejselysten forskelligt

Mobilen kan give chokregninger på udlandsrejser

Konkurrenceråd: Urimeligt høje valutatillæg i banker