Bremen ved floden Weser vil også være kendt for sit kulinariske udbud ”fra traditionel husmandskost til innovative gourmetkreationer.” Dansk hotelkæde åbnede i år hotel i Bremen.
Hver bydel i Bremen har sin egen kulinariske identitet, der er værd at opleve, skriver Tysk Turist Information i en pressemeddelelse. Bremen, der er en af Tysklands 16 delstater, ligger cirka 125 kilometer sydvest for Hamborg.
Blandt Bremens lokale markeder er det ugentlige på Domshof og det lille marked i Findorff. Blandt Bremens kulinariske lokale specialiteter fremhæves Grützwurst Bremer Knipp og sømandsretten Bremer Labskaus.
Også ølbrygning er dybt rodfæstet i Bremens historie, oplyses det. Bremens nok mest kendte ølmærke er Beck’s, men siden det 11. århundrede er der brygget øl i Bremen.
Hansestaden Bremen er også stolt over sine rige arv inden for vinhandel. Siden 1405 har et af Tysklands ældste vinlagre, Ratskeller, ligget ved Bremens Rådhus, og strækker sig over cirka 5.000 kvadratmeter. I dag huser kælderen verdens største samling af tyske vine, skriver Tysk Turist Information.
Guldsmeden Hotels har fået hotel i Bremen
I august i år åbnede Guldsmeden Hotels, den danske kæde af boutiquehoteller, hotellet ”John & Will Silo-Hotel by Guldsmeden” i netop Bremen.
”John & Will Silo-Hotel by Guldsmeden” med 116 værelser og en suite er Guldsmeden Hotels andet hotel i det tyske, der er i forvejen Lulu Guldsmeden i Berlin. Og næste år kommer kæden af med endnu et i Tyskland, denne gang i Hamborg.
Med John & Will Silo-Hotel by Guldsmeden i Bremen er der nu seks Guldsmeden-hoteller i udlandet: Berlin, sydfranske Menton (en stor udlejningsvilla), Oslo, Reykjavik og på Bali.
Hertil kommer de foreløbig fem danske, alle i København: Axel, Babette, Bryggen, Manon les Suites og 66 Guldsmeden på Vesterbrogade 66. Der er et sjette på vej i Aarhus.
Nogle af hotellerne er franchisedrevne, mens navnlig de danske hører under moderselskabet Weinert Holding.
Tre millioner danske overnatninger i Tyskland
Tyskland er det land, flest danskere overnatter i. Sidste år blev det til 3.006.989 målbare danske overnatninger i Tyskland, en stigning på 9,4 procent i forhold til 2022, oplyste Tysk Turist Information tidligere i år til Standby.dk
Top fem af blandt de 16 tyske delstater med flest danske overnatninger i 2023 er uforandret i forhold til 2022: Slesvig-Holsten, Berlin, Niedersachsen (delstaten syd for Hamborg med blandt andet Harzen), Hamborg og Bayern.
Sidste år havde Slesvig-Holsten med landegrænse til Danmark totalt 600.994 målbare danske overnatninger. Det var en stigning på 14 procent i forhold til 2022 og totalt 20 procent af alle målbare danske overnatninger i Tyskland sidste år.
Herefter fulgt delstaten Berlin med lige over 515.000 danske overnatninger (en stigning på 3,5 procent og totalt 17,1 procent af de danske overnatninger i 2023)
Niedersachsen registrerede tæt på 369.000 danske overnatninger, et plus på 8,6 procent og 12,3 af det totale danske overnatningstal.
Hamborg rykkede ned på fjerdepladsen med 357.000 danske overnatninger, et fald på 4,3 procent i forhold til 2022 og total 12 procent af de danske overnatninger.
På femtepladsen kom Bayern med næsten 323.000 målbare danske overnatninger sidste år, en stigning på 10 procent og svarende til 10,7 procent af de danske overnatninger sidste år i Tyskland.
Relaterede artikler:
Dansk boutiquehotelkæde får nyt europæisk hotel

STANDBY.DK Nyt om rejser


