I juni, juli og august kan der for nærmest ingen penge køres ubegrænset med blandt andet regionaltog i Tyskland. Arkivfoto: Deutsche Bahn.

Tyskland rundt med regionaltog for 67 kroner

I juni, juli og august kan rejsende komme Tyskland rundt for ni euro per måned med al offentlig, regional transport, for eksempel tog. ”Det er virkelig et fantastisk produkt,” siger tysk turistchef.

Tyskland pumper nu 2,5 milliarder euro, cirka 18,6 milliarder kroner, ind i et unikt rejsetilbud gennem sommermånederne.

I juni, juli og august kan man, også udenlandske turister, for ni euro, cirka 67 kroner, købe en ”9-Euro-Ticket” og køre ubegrænset i en måned med al offentlig, lokal og regional transport, tog, busser, sporvogne og så videre.

Fjerntog fra Deutsche Bahn, det tyske DSB, som IC, EC og ICE samt fjernbusser er ikke med i tilbuddet. Men man kan naturligvis købe en normal togbillet til IC, EC og ICE-togene, hvis man vil rejse langt i Tyskland, og så bruge sin 9-Euro-Ticket i den by, man vælger at rejse til. Eller bare tage bumletoget gennem Tyskland, skriver CNN,

Billetterne, der kun er til anden klasse, gælder fra starten af måneden og måneden ud, for eksempel 1. juni til 30. juni.

Billetter med 9-Euro-Ticket er netop sat til salg på Deutsche Bahn’s hjemmeside, hvor der også er flere informationer. De billige månedskort kan købes på Deutsche Bahns app og hjemmeside, ved 5.500 billetautomater og i over 400 DB rejsecentre i hele Tyskland.

Sommerpakke fra regeringen
9-Euro-Ticket muligheden er en slags sommerpakke fra den tyske regering, den skal anspore tyskerne og udenlandske turister til at rejse rundt i landet med regional, offentlig transport.

I en kommentar til nyheden siger Bo Schou Lauridsen, chef for det nationale tyske turistråd, Tysk Turist Information, i blandt andet Danmark, til STANDBY.DK:

”Det er virkelig et fantastisk produkt, og en god mulighed for også at komme ud med for eksempel regionaltog til afkrogene af Tyskland.”

Sidste år var der 1,5 millioner danske overnatninger i Tyskland, i sidste normale rejseår var der 3,5 millioner. Bo Schou Lauridsen forventer at tallet i år når op på 2,5 millioner overnatninger. Tallet er reelt meget større, da det for eksempel ikke medtager Airbnb-overnatninger. ”Der er gang i en kæmpe ketchupeffekt,” siger Bo Schou Lauridsen.

Den gennemsnitlige opholdstid for en dansker i Tyskland i 2019, ferie- som forretningsrejsende, var 3,8 dage.

Fire af de 16 tyske bundeslande har under normale omstændigheder 60 procent af de danske overnatninger. Det er Slesvig-Holsten, Berlin, Hamborg og Niedersachsen, regionen syd for Hamborg med blandt andet Harzen. Nummer fem af de bundeslande, danskerne normalt besøger mest, er den sydligste, Bayern.

Fire kroner billigere benzin
På glædessiden for turisme i Tyskland kommer også, at i sommermånederne, igen juni, juli og august, bliver benzinprisen i Tyskland cirka fire kroner billigere literen end i Danmark. Det gør det blandt andet billigere for turister på kør-selv-ferie i Tyskland eller som kører gennem Tyskland på vej til andre europæiske rejsemål.

Finans.dk skriver, at på denne måde reducerer Tyskland brændstofpriserne til niveauet før Rusland invaderede Ukraine.

Prisen på benzin og diesel vil dermed blive sat ned i Tyskland til den minimumspris, der er tilladt i EU. En liter benzin i Tyskland kostede i maj på knap 15 kroner. Med det nye tiltag vil den dykke til under 13 kroner fra 1. juni.

Relaterede artikler:

Danmark får dagligt svensk nattog til Tyskland

De er Tysklands 100 mest populære rejsemål

Dansk rejsebureau øger antal rejsemål med tog

Tysk turisme gør klar til Femern-forbindelsen