Udsigt til dyrere forretningsrejser

En bedret verdensøkonomi og deraf følgende øget rejseaktivitet i erhvervslivet, kan få priser på flyrejser og hoteller til at stige i 2019, mener BCD Travel.

Mange  virksomheder, der har kalenderåret som finansår, sidder i disse måneder midt i budgetlægningen for 2019.

Da rejseomkostninger for nogle virksomheder er en relativ stor omkostningspost, er det ikke ligegyldigt, hvordan priserne på flybilletter og hotelophold vil udvikle sig i det kommende år.

Det har erhvervsrejsebureauet BCD Travel et godt bud på, da man netop har offentliggjort den særlige Industry Forecast for 2019. Her slår man fast, at priserne  på forretningsrejser er på vej op. Flyrejserne ventes at stige med en til to procent i alle dele af verden med undtagelse af Latinamerika og Afrika.

Meget anderledes ser det ikke ud for hotelmarkedet, hvor der ventes prisstigninger på mellem en og tre procent. Her afhænger det dog i et meget stort omfang af, hvilke byer og lande, der skal overnattes i. Et vækstmarked som Indien ventes i 2019 at opleve prisstigninger på mellem seks og otte procent, og i en række byer andre steder i verden kan det endda være svært i perioder at finde ledig kapacitet.

”Både priser på fly og hoteller verden over ser i følge prognosen ud til at stige og også stige mere end tidligere forudsagt. Olieprisen er på vej op, men herudover oplever vi simpelthen en generelt bedre verdensøkonomi, som øger efterspørgslen på flyrejser. Flere og flere virksomheder vil udnytte de gode konjunkturer ude omkring i verden og øge deres samlede rejseomfang,” siger Thomas Friis Rasmussen, der er Director Client Management Nordic hos BCD Travel.

Vigtigt med konsolideret rejseprogram
Hos BCD Travel advarer man samtidig om, at stigende brug af dynamisk prissætning fra flyselskaber og hoteller gør det vanskeligt for virksomhederne på forhånd at vurdere, hvad ydelserne kommer til at koste. For år tilbage kunne rejseindkøberne i højere grad benytte sig af faste priser, men i dag justeres priserne løbende afhængig af den aktuelle efterspørgsel.

Den reducerede gennemsigtighed skaber udfordringer for virksomhederne, og det har BCD Travel – ligesom mange andre erhvervsrejsebureauer – en mulig løsning på.

“Ved hjælp af et konsolideret rejseprogram kan vi nemmere identificere, hvor der er begyndende ´problemer´ og hjælpe virksomheden med enten at arbejde med intern adfærd  eller qua statistik at genforhandle aftaler med luftfartsselskaber, hoteller og biludlejningsselskaber,” siger Thomas Friis Rasmussen.

Udover prisprognoser og købsstrategier til fly- og landtransport samt hotel- og konferencemuligheder for alle større regioner i verden, omfatter BCD Travels 2019 Industry Forecast også emner som rejserisiko- og sikkerhed, hotelkædeaftaler, alternative overnatningsmuligheder, globale og regionale makroøkonomiske tendenser, hotelfusioner og møder samt hotellers dynamiske prissætning.

 

Relaterede artikler:

Udsigt til dyrere erhvervsrejser

Dyrere flybilletter med høj oliepris

Hoteller bliver dyrere