Vandmangel er et problem i flere portugisiske regioner, der lider under lange tørkeperioder. For at klare udfordringen, opfordrer turistorganisation på Algarve-kysten turister til at spare på vandet.
Turister, der ankommer til den sydportugisiske Faro-lufthavn mødes fra denne uge af et opsigtsvækkende syn på bagagebåndet: seks gennemsigtige plastickufferter, hver fyldt med 40 liter havvand.
De 240 liter vand symboliserer den mængde vand, hver turist dagligt kan spare ved at bruge vand mere bevidst og ansvarligt under deres ophold – for eksempel ved at tage kortere brusebade, slukke for vandet mens man indsæber sig, mens man børster tænder og så videre.
I en pressemeddelelse skriver Portugals turistråd, Visit Portugal, og turistrådet i den meget turismepopulære Algarve-region, at den kreative påmindelse med de 240 liter vand er en del af “Save Water-kampagnen,” der året ud vil være stærk synlig i offline og digitale medier over hele Algarve-regionen samt på Portugals største udenlandske markeder: Storbritannien, Spanien, Tyskland og Frankrig.
”Spar på vandet-kampagnen har til formål at inspirere turister til handling og dermed forvandle deres rejser til Portugal til autentiske, bæredygtige oplevelser, der kan skabe en positiv indvirkning på miljøet, landet og de lokale samfund,” siger Stig Sommerfeldt Kaspersen, nordisk turistchef for Visit Portugal.
En bæredygtig destination
Fremme af Portugal som en bæredygtig destination er en hjørnesten i landets turismestrategi, og Save Water-kampagnen afspejler denne forpligtelse.
Gennem oplysningskampagner fremhæves de miljømæssige aspekter ved turistens ophold, og turisterne opfordres til at blive aktive og positive i effektiv brug af vand og andre ressourcer. På denne måde bidrager de til en mere bæredygtig fremtid for alle, heddet det.
Turisterne kan også vælge hoteller og andre overnatningssteder der bruger moderne vandbesparende teknologi og genbruger vand, hedder det.
I pressemeddelelsen står der også, at som mange andre lande har Portugal en ambitiøs plan for bæredygtighed i turistsektoren. Denne plan er ikke alene afgørende for at bevare konkurrenceevnen i international turisme, men også for at beskytte de ressourcer, landet råder over.
En dansk rejsefavorit
Stig Sommerfeldt Kaspersen oplyser til Standby.dk, at sidste år havde Portugal en vækst i danske overnatninger på 2,3 procent i forhold til rekordåret 2022. Det blev sidste år til cirka 600.000 danske overnatninger.
Den officielle portugisiske overnatningsstatistik registrerer kun overnatninger på hoteller af en bestemt størrelse og standard. Så tallet er reelt meget højere.
Og, tilføjer Stig Sommerfeldt Kaspersen til Standby.dk: ”I år – 2024 – er startet fremragende og i de første fem måneder af året ligger vi 23,5 procent bedre i antal danske overnatninger end i 2023. Så det er med stor optimisme og forventning, at vi afventer resultaterne for sommeren i år.”
Madeira, Lissabon, Algarve, Porto og Azorerne er de fem destinationer i Portugal, danskerne primært besøger. Samlet har de typisk 95 procent af alle danske overnatninger.
Relaterede artikler:
Portugal forbyder køb af boliger til Airbnb-udlejning
EU-opgørelse: Disse lande har det reneste badevand
Britisk TUI-annonce placerer Madeira i Middelhavet

STANDBY.DK Nyt om rejser


