Weekendblog: Sig pænt farvel til verdens største

Af Ejvind Olesen

I dag glider Allure of The Seas, verdens største krydstogtskib, ud af havnen i Åbo og sætter kursen mod Danmark og Florida. Samtidig med at sommertiden forsvinder natten til søndag, eller få timer forinden, glider skibet med høj speed og lav cigarføring under Storebæltsbroen, hvor der lige akkurat er plads til det 225.282 bruttotons store skib, der er 362 meter langt og har plads til omkring 6.000 passagerer og 2.200 ansatte.

Det er andet skib i den størrelse fra det finske værft, samlet pris 17 milliarder kr. Værftet må erkende, at ordrebogen stort set er tom, og flere tusinde arbejder har ikke mere at lave. Hverken nu eller til næste sommer. Ikke alene er det stop for de helt store skibe, men bortset fra et enkelt mindre skib til Viking Line, er der ikke noget i ordrebogen næste år.

Noget kunne tyde på, at krydstogtrederiernes voldsomme appetit er ved at være mættet. Der er få skibe i ordre næste år. Og for finnerne ser det meget sort ud. De sidste fire år har der været nok at se til med kæmpeordren fra RCCL på de to megaskibe, Oasis og Allure. Selv kunne rederiet, verdens næststørste nu med 22 krydstogtskibe, ikke magte opgaven. Rederiet er noteret på børserne både i New York og Oslo pt. med store kurstigninger. Men kun ved hjælp af finsk skibskreditfond kom finansieringen hjem.

Til gengæld viser det sig, at indtjeningen på Oasis har slået alle rekorder. I visse tilfælde med 30 procent højere priser end selskabets øvrige skibe. Alligevel ser det ud til, at væksten – hvis der kommer en sådan de kommende år – vil ligge på de mellemstore og mindre skibe.
Vink farvel til Allure fra Langeland eller ved Storebæltsbroen. Der kan gå mange år, før vi ser noget lignende i de danske farvande. Til dansk havn kommer de aldrig. Kun København er interessant for et krydstogtskib af den størrelse, og her er der ikke dybt nok eller plads nok.

Allure of The Seas ankommer til Fort Lauderdale Mortensdag 11. november og går i Caribien-fart 1. december.

Er vi ved at have set det største og de fleste nybygninger i cruiseindustrien – den hastigst voksende ferieform de senere år. Hvad mener du? Skriv med her.

 

Skrevet af Ejvind Olesen