Serenade of the Seas sejler krydstogter fra København. Foto: RCCL.

Krydstogter for en krone i depositum

Nytårssalget løber i gang med nye virkemidler globalt, men det har næppe den store betydning for danskerne – Priserne med København som udgangspunkt stiger.

Royal Caribbean Cruise Line har netop nogle dage i januar gentaget forsøget med blot én krone i depositum fra Black Friday i november.

Det er et tilbud, der vil noget. Én krone nu pro persona og resten 44 dage før afrejse. Da et krydstogt ofte bestilles et halvt år før afsejlingen, er det et pænt beløb, man taler om. I hvert fald hvis det kan knibe med likvide midler på visse tidspunkter af året.

Det er imidlertid lidt kontroversielt, fordi det kun gælder, hvis bestillingen foretages direkte online på rederiets hjemmeside. Men en amerikansk idé opgives ikke bare fordi, den kan føles uretfærdigt over for agenterne.

Danskerne vant til at betale
Direktør Claus Jensen fra My Cruise i København, et af de store krydstogtbureauer, tager det helt afslappet. ”Vi har ikke haft en eneste henvendelse fra vore kunder, som gerne vil have samme tilbud.

Danskerne er vant til at betale 20 procent af krydstogtets bruttopris ved bestilling hos os uanset, hvilket rederi de skal sejle med. Det har vi ment var mest praktisk. Og det ikke noget, vi føler, kunderne har problemer med i dag, eller har haft det i de 20 år, vi har eksisteret,” siger han.

”Folk har også vænnet sig til at betale flybilletten ved bestilling, uanset om de skal rejse om en uge eller flere måneder. Det er specialpriser efter sæson og i kampagneperioder, der afgør.”

Han er i øvrigt enig i betragtningerne forleden på standby.dk om, at årsagen til at færre danskere rejser på krydstogt fra København til Norge eller Baltikum, er de stigende priser. I modsætning til afgange fra Barcelona og Miami, hvor der også skal flyrejser med i pakken. Alligevel er det pt. meget billigere end hos os med kurs mod nord eller øst.

”Det går dem for godt,” konstaterer han tørt med henblik på krydstogtrederierne.

 

Relaterede artikler:

Ny ledelse for RCL Cruises i Norden

Norwegian Cruise Line størst i København

Danskere på krydstogt fra København styrtdykker