USA skal have 60.000 flere turister fra Skandinavien


“I øjeblikket taber USA markedsandele. Turismen stiger i verden, men folk tager andre steder hen end USA, De sidste fem år har USA tabt 17 procent internationale turister fra Europa og Skandinavien. Det er vi meget bekymrede over. Derfor har TIA sammen med andre partnere i rejseindustrien i USA lavet en handlingsplan på tre punkter, hvor vi vil bede regeringen i USA om hvert år at investere 100 – 200 mio. dollars i promotion. I Skandinavien regner jeg med, der skal bruges fem mio. dollars om året i promotion. Målet er at få 50.000 – 60.000 flere turister.” Sådan sagde Roger Dow, præsident, TIA, (Travel Industri Association) til Stand By ved åbningen af rejsemessen Pow Wow i Los Angeles. Roger Dow er den absolutte topchef indenfor rejseindustrien i USA.

“USA’s tre punkts plan går ud på følgende: 1. Det skal være nemmere og hurtige at få visa til USA. Man skal kunne få visa mindst indenfor 30 dage. Det skal være muligt for flere landes indbyggere, slet ikke at behøve et visum for at rejse til USA. 2. Der skal ansættes mange flere i immigrations- og toldafdelingen i lufthavnene, så køerne bringes ned, og det bliver meget hurtigere at komme ind i USA. Vi skal bruge den viden vi har, f. eks. i Disneyparkerne og andre parker til at gøre det sjovere at opholde sig i lufthavnene. 3. USA’s regering skal investere 100 – 200 mio. dollars i promotion hvert år alle de kommende år. I øjeblikket modtager USA 52 mio. internationale turister om året” siger Dow.

Han tilføjer: ”Målet er at få 10 mio. flere. En turist fra USA bruger i gennemsnit 500 dollars pr. person på en ferie. En international turist bruger 1.500 dollars pr. person. Hvis regeringen investerer 100 – 200 mio. dollars, og modtager 10 mio. turister, vil det give en omsætning på 15 mia. dollars om året, give tre mia. dollars i skat og skabe 150.000 nye arbejdspladser. USA’s konkurrenter f. eks. Spanien, Tyrkiet og Grækenland bruger masser af penge på promotion. USA bruger næsten ingen,” siger Roger Dow.

Skrevet af