Fredagsklummen – Stop bare nu Thailand

Af Ejvind Olesen



DET ER FAKTISK sjældent, jeg er enig med Udenrigsministeriet omkring rejsevejledning eller om den måde danskerne rådes i det daglige.



Alligevel var det frapperende at læse i B.T. i denne uge, hvordan pårørende til efterladte fra tsunamien klagede deres nød til avisen over, at de ikke hos Udenrigsministeriet kunne få oplysning om, hvordan de kommer gratis til Thailand til jul til en mindehøjtidelighed i Phuket.

Noget avisen i dagene forinden havde refereret til med kilde i thailandske aviser, bl.a. Bangkok Post.



Ministeriet afviste med en bemærkning om “at det kendte de virkelig ikke noget til”.

Den samme afvisning ville de – om end mere høfligt – have fået hos den thailandske ambassade. Og det ville også have været tilfælde hos det thailandske flyselskab, Thai Airways, i København. De ved nemlig heller ikke noget konkret endnu.



I Udenrigsministeriet kunne man med god ret have sagt, at den sag er afsluttet for ministeriets vedkommende.

Hjemtransporten er overstået, for manges vedkommende på statens regning, selv om de ikke havde forsikring. Pårørende til de 46 danske omkomne har med den danske statsminister i spidsen været i Thailand til en stor mindehøjtidlighed. Betalt af den danske stat.

Jeg kan godt forstå, at man fra ministeriets side mener, at der nu er gjort rent bord.



TIL GENGÆLD kan man heller ikke bebrejde B.T. noget, for det er korrekt, at regeringen i tågede vendinger har meldt ud, at man vil afvikle en mindehøjtidelighed med mange aktiviteter af sport og kulturel art 26.december. Og invitere pårørende til de ca. 5.000 omkomne til Thailand med rejse og ophold betalt.



Hvordan i alverden det rent praktisk skal foregå, skal man ikke forvente nyt om lige med det samme.



Naturligvis kan en regering ikke styre en sådan invitation. Hvem er pårørende ? Hvor mange for hver omkommen? Hvilke billetter skal de rejse på, flyene til jul er stort set udsolgte fra Europa ? Hvor længe gælder opholdet, tre dage eller en uge og på hvilken hotelklasse ?



En læser siger til B.T. “Vi står i en situation, hvor vi risikere ikke at komme derned, hvis vi venter med at booke billetterne. Vi kan ikke få en klar udmelding fra nogen myndigheder.”



Nej, der ville sandelig også være forfærdelig, hvis man risikerer at komme til at betale selv.



I Thailand siger formanden for turistkomiteen til Bangkok Post, Suradat Yasawat: “Pårørende vil nok ikke være interesserede i sport, musik og anden event, hvor de mistede deres kære.” Han mener kort sagt hele arrangementet er en dårlig ide, inviteret eller ej.



KÆRE VENNER i Thailand. I har ydet nok. Det var en naturkatastrofe, der ramte jer. En katastrofe som ikke melder sig dage i forvejen, som en orkan i Caribien. En orkan, som ramte Louisiana, og som de i verdens rigeste land klarede betydeligt dårlige end Thailand med tsuanmien, der var tusind gange værre.



Thailand skylder ikke nogen noget. Det er en pæn tanke, men drop den!



Hvad mener du, stem i quick poll her på siden ?

Skrevet af