Thai opgraderer komfort ud af København

Således får rejsende på selskabets business class fremover egne videoskærme i sæderne, som i øvrigt nu kan lægges helt ned. Thai har samtidig installeret skillevægge mellem sæderne, så passagererne kan sove i deres eget ”rum”, adskilt fra sidemanden. Også på selskabets Premium Economy Class er der indført videoskærme i hvert enkelt sæde, og samtidig er samtlige fodstøtter udskiftet for at øge siddekomforten.

Endelig er det blevet bedre plads til Thai-passagererne på de to klasser. På business class er sædeafstanden – den såkaldte Pitch – øget fra 62 til 85 tommer, mens rejsende på Premium Economy får ni tommers bedre plads, så pitchen kommer op på 49 tommer.

Billetpriserne på de to klasser er derimod uforandrede, og ifølge salgschef for Thai Airways i København, Flemming Sonne, har introduktionen af den nye Premium Economy Class været et scoop for selskabet: ”Efter at vi lancerede Premium Economy produktet i foråret har efterspørgslen haft en næsten lodret opadgående kurve, og betydet at belægningen på både Royal Silk (business class) og Premium Economy er langt bedre end tidligere” siger han. Flemming Sonne tilføjer, at de forbedringer, der fra vintersæsonens start kommer danske passagerer til gode også ventes indført på Thai’s svenske afgange. Hvornår det sker, er endnu ikke klart.

Skrevet af