Pinlig mangel på vilje

Af Karsten Madsen



Den alvorligste risiko for en yderligere skævdeling af Danmark er ikke længere placeringen af statslige arbejdspladser, men prisudviklingen i fast ejendom, der skaber nye murstensmillionærer i den ene ende af landet og økonomisk hængedynd i den anden.



Et af redskaberne til at kæmpe mod denne udvikling er turisterhvervet. Udviklingen kan skabe arbejdspladser, udvikling og innovation. Tilmed kan turistbranchen bidrage med nogle af de job, som forsvinder med globaliseringen. Ikke mindst til den generation af kortuddannede, der trods vilje og ildhu oftes vil få uendeligt svært ved at finde varig beskæftigelse, når krav til uddannelse og indsigt skærpes.



Turisterhvervet skaber lokal beskæftigelse, fastholder arbejdspladser, giver basis for lokal forankret uddannelse og sikrer et erhvervs indtjeningsevne. Alt sammen gør det naturligt at vente en visionær indsats fra en regering, der blev valgt i en eufori af forventninger til en aktiv regionalpolitik. Det er ganske vist trængt ind i nogle fagpolitiske områder, som f.eks. Helge Sanders videnskabsministerium, hos fødevareministeren, ikke mindst kulturministeren og på enkelte hjørner også hos transportminister Flemming Hansen. Men i Erhvervsministeriet har vice-statsminister Bendt Bendtsen aldrig formået at overvinde sine embedsmænds uvilje mod en aktiv turistpolitik til gavn for hele landets erhvervspolitik og den regionale udvikling.



Tænk at det skulle komme dertil, at man skulle savne turistminister Arne Melchiors støjende engagement og hans efterfølger, socialdemokraten Helge Mortensens stille opbakning til turisterhvervet. Men i denne såkaldte erhvervsvenlige regering, er det desværre nødvendigt at notere, at erhvervsvenligheden ikke rækker til turistbranchen.



I en verden hvor kinesere i millionvis rejser verden rundt, tyske, skandinaviske og østeuropæiske turister vender blikket andre steder hen, og hvor der er voldsom brug for markedsføring af Danmark, vælger regeringens turistminister at klamre sig til forstokket ligegyldighed over for et helt erhverv og de muligheder, der er tilstede for at bruge turismen som løftestang – for de svage områder og for at bakke den glædelige og positive udvikling i København op.



Erhvervsministeren burde have sprudlet af ideer til, hvordan Danmark kunne tiltrække hele verdens oplevelseshungrende turister. Han burde have fundet penge til en markant markedsføring i Kina, Tyskland, det øvrige Skandinavien og Østeuropa. Der er et enormt potentiale. Og det nytter ikke bare at sige, at turisterhvervet må selv betale.



Når vi taler om industrierhvervet, er der faste strukturer og store og tunge virksomheder, der kan trække. Landbruget er også velorganiseret, men mødes med betydelig velvilje ikke mindst i forædlingsledet. Det er ren teori at stille med samme forventninger til turistbranchen, hvor spændvidden går over flyselskaber og internationale hotelkæder til et besøgslandbrug i Åkirkeby på Bornholm.



På den hjemlige front skal regeringen sidestille turisterhvervets muligheder med de subsidier konkurrenterne i de nærmeste lande modtager fra deres regeringer og offentlige myndigheder. Udenlandsk skal markedsføringen styrkes – og det kan ikke ske uden penge. Når turisten først sætter foden på dansk jord, træder konkurrencen i kraft. Men at få dem hertil skal være et samspil mellem erhverv og statslige myndigheder.



Det blev ikke på turistpolitikken, at den konservative leder Bendt Bendtsen afslørede sine oversete visioner. Tilbage står en branche, der må ryste på hovedet. Mens andre lande i samspil mellem stat og erhverv kaster milliarder ind for at sikre deres del af den nye oplevelsesindustri, er den danske regerings svar: klar jer selv. Trist og visionsløst, men endnu mere trist ikke særligt overraskende.

Skrevet af