Thailand vil tiltrække flere turister

Lavere landingsafgifter i de thailandske lufthavne, gratis turistvisum i tre måneder og gratis adgang til Thailands nationalparker. Det var nogle af budskaberne, da Thailands nye premierminister, Abhisit Vejjajiva, fredag i London holdt pressemøde – eller i hvert fald gav rejsebureauchefer og rejsebranche-pressen en briefing om status for Thailand som turistmål.



Også Thailand har tabt turister pga. den generelle krise – samtidig trak blokaderne gennem et par uger i november og december sidste år af Bangkok-lufthavnen fra i landets turist-image. Blokaderne endte med, at Abhisit Vejjajiva blev ny premierminister.



Sidste år havde Thailand 150.000 danske turister – og chefen for de thailandske turistmyndigheder i Norden, Manit Boonchim, sagde til Take Off, at han forventede, at Thailand ville holde den skanse i år. I fjor rejste 825.000 fra Danmark, Norge, Sverige og Finland til Thailand. I alt havde Thailand i fjor 4,1 mio. rejsende fra Europa – og totalt 14 mio. turister fra hele verden.



Med over 10.000 rejsende i fjor er Profil Rejser blandt de største danske rejsebureauer på Thailand. Dets adm. direktør, Jahn Schapiro, deltog som eneste danske rejsebureauchef i fredagens informationsmøde i London.



I den forbindelse sagde han til Take Off:

”Desværre lider også Thailands turistindustri i denne tid. Profil er eneste danske Royal Orchid Holiday-agent og vi har netop i samarbejde med Thai Airways udsendt programmet Thailands Selected med nu også rundrejser og specialtilbud. Pakkepriserne til Thailand kan i denne tid nemt konkurrere med pakkerejser til f.eks. De kanariske Øer. Lige nu er det cirka en 1/3 billigere at rejse til Thailand end for et år siden.”



Take Off har mere om det thailandske turistfremstød i bl.a. vor april-udgave.





HB


Skrevet af