Dansk rejseagent fængslet i Kina





I midten af juni rejste Kim Carlsson fra Billetkontoret til Shanghai på ferie for at mødes med en kammerat, og efter en lang og festlig aften vender de tilbage til deres hotel og forbereder sig på at gå i seng. Men de bliver snart banket op – og slæbt med på den lokale politistation til afhøring.



Det går aldrig op for dem, hvad de bliver beskyldt for, da anklageskriftet, de bliver præsenteret for, er på kinesisk, men de kan forstå sætningen; ”har været sammen med en prostitueret.”



De nægter at underskrive anklageskriftet i og med at de ikke er skyldige – og i øvrigt ikke forstår kinesisk.



Gentagne gange i løbet af de 17 timers afhøringer, uden hverken mad eller drikke, forsøger politiet at få de to kammerater til at underskrive.



De beder flere gange politiet om at ringe til ambassaden eller til selv at få lov til at ringe hjem til deres familier.

Opringningerne bliver de nægtet, også selv om at det står i kinesisk lov, at man har ret til et opkald, og at den pågældende politimagt skal tage kontakt til ambassaden.



De bliver også nægtet rettigheden til en advokat.



De får dog en tolk, som forklarer dem, at de vil få en advarsel samt en bøde og beroliger dem med, at de snart er på fri fod igen.



Til sidst bliver de to kammerater alligevel under tvang nødt til at underskrive anklageskriftet, som de dog stadig ikke ved, hvad indeholder.



”Vi skrev vores navne med blokbogstaver, og så skrev vi også på engelsk, at vi nægtede at skrive under på noget,” fortæller Kim Carlsson til Take Off.



Da de to kammerater har været fængslet i ti dage, lykkes det BilletKontoret, i samarbejde med Kim Carlssons familie, at kontakte det danske konsulat i Shanghai, og den danske konsul, som møder personligt op i fænglset, kommer Kim og kammeraten til undsætning og får dem tilbage til Danmark.



”Jeg er urolig for, at der under kommende OL bliver propfyldt med turister i de kinesiske fængsler, når man på en så brutal måde og totalt ubegrundet kan fængsle folk. Det er jo på ingen måde et sikkert sted at rejse, når sådan noget kan ske,” mener Kim Carlsson.



Han sidder i bestyrelsen i PATA og er et aktivt medlem af Konservativ Ungdom, og han vil i fremtiden gå mere aktivt ind i diskussionen om menneskerettighederne i Kina.



”Danmark kan ikke bare stå tilbage og se på, mens sådanne krænkelser foregår i et af vores samarbejdslande,” siger han.



I sit job kan han fremover komme ud for at skulle sælge rejser til Kina, men han mener, han kan være professionel nok til ikke at lade sine personlige holdninger skinne igennem.



Men han opfordrer rejsende til at være yderst forsigtige og altid have deres mobil på sig, samt telefonnummeret til ambassaden.



Hos Udenrigsministeriet ser man dog ikke Kina som et farligt land at rejse i.



”Det er sandt, at der har været fængslinger af danskere i Kina, og jeg er også bekendt med denne sag,” siger ambassadør i Udenrigsministeriet og chef for Borgerservice, Lars Thuesen, til Take Off.



Han frygter ikke bølger af fængslinger i forbindelse med OL og mener ikke, at Kina kan betegnes som et farligt sted for danske turister at tage til. Men Udenrigsministeriet har dog et ”fuldt beredskab” under OL, i kraft af de store delegationer fra Danmark, der skal af sted til Kina i forbindelse med konkurrencerne.



Lars Thuesen kan ikke udtale sig specifikt om Kim Carlssons oplevelser, da det er en igangværende sag.



Den 8. august bliver dette års OL skudt i gang i Beijing, og i den anledning kan man i august-udgaven af Take Off læse hele Kim Carlsson historie.



Bet-

Skrevet af