EU kan skade dansk flysikkerhed

Piloter i danske flyselskaber kan se frem til 60 timer lange arbejdsuger mod 45 timer i dag med op til 14-timer lange vagter, forringelse af hviletider og et ubegrænset antal starter og landinger på samme dag, skriver epn.dk – ”Erhverv På Nettet,” er Jyllands-Postens erhvervshjemmeside.



Trafikminister Flemming Hansen skal i dag, tirsdag, i samråd om sagen, men han afviser på forhånd, at der er et problem.



Danske piloter opfordrer indtrængende ministeren til at afvente en videnskabelig EU-undersøgelse, der skal vise, om de nye regler har indflydelse på flyvesikkerheden. Den forventes færdig om et år.

”Hvis undersøgelsen viser, at det ikke påvirker flyvesikkerheden at arbejde 12 timer om dagen, fem dage i træk, så er vi parat til at anerkende det resultat,” siger Mogens Holgaard, formand for Dansk Pilotforening.



Hos Statens Luftfartsvæsen, der er i færd med at implementere de nye EU-regler, erkender kommunikationschef Thorbjørn Ancker, at EU-reglerne på enkelte områder kan medføre forringelse af de danske vilkår.

”Men ser man på regelsættet som helhed, er der ikke tale om en forringelse af flyvesikkerheden i forhold til de hidtidige danske regler,” siger han.

Han tilføjer, at de danske myndigheder ikke selv har analyseret EU-reglernes konsekvenser. ”Når EU’s eksperter siger, at det er godt nok, så stoler vi på det,” siger han.

Skrevet af