97 procent er vel egentlig slet ikke så galt

Der er åbenbart ikke noget at komme efter, selv om danskere normalt ikke viger tilbage for at skjule deres skuffelser, heller ikke over en ferierejse. – Ugens replik: ”Rejsende har ikke fripas til at brokke sig over hvad som helst”.

Der er vel ikke noget at sige til, at folk vil have, hvad de har betalt for. Der er vel ikke heller ikke noget at sige til, at hvis de ikke får det, så brokker de sig og søger måske ovenikøbet erstatning. Sådan har det været siden boomet med rejselivet i tresserne, og sådan er det fortsat.

Når Danmarks Rejsebureau Forening (DRF) tog forskud på tallene fra Pakkerejse-Ankenævnet fra 2017 forleden, var der til gengæld tilbagegang i antallet af klager, men fortsat en forsvindende lille antal i forhold til solgte rejser. 338 klager ud af over én million charterrejser og en stribe andre pakkerejser bygget op i forskellige mønstre med mindst to ydelser.

Herlig sætning
DRF`s nyhedsbrev rummede en herlig sætning fra afdelingschef Jakob Hahn: ”Som rejsende har man altså ikke omvendt fripas til at brokke sig over, hvad som helst – og få penge tilbage”.

Det var godt han fik den sidste sætning med. For vi har jo netop som danskere lov til at brokke os over hvad som helst, hvad enten det er på arbejde, i fritiden eller på ferierejsen. Til gengæld skal vi være parate til at tage konsekvensen, og kværulanters gang på jorden er ikke altid lige let.

Når tallene fra Rejse-Ankenævnet kommer, afspejler det ingenlunde de faktiske forhold, selv om jeg, der har fulgt pakkerejser siden charterselskabernes start, er overbevist om, at de bedste kvalitetsrejser i Europa findes primært i Danmark, sekundært i det øvrige Skandinavien. Rejser hvor man får mest for pengene.

Alligevel er mange skuffede. Alligevel indgives mange klager til rejsearrangører, som bliver afgjort i mindelighed. Forventninger kan ofte være spændt for højt op, men der er også situationer, som folk tager fejl af og derfor mister chancen for at klage, og derfor opgiver.

Det kan man også se ud fra rapporten, der kom forleden. Og det ser man igen og igen, når man dag ud og dag ind i løbet af året har mulighed for at gennemse de enkelte sager i nævnet og læse om deres afgørelse.

Nedslidt drømmeværelse
Når man inden for den første time har slået døren op til drømmeværelset og ser et nedslidt kammer, fugt på væggene, snusket toilet og måske kakerlakker. Og opdager, at der ikke er varmt vand i bruseren, og at der lige uden for vinduet arbejder noget, der minder om en gravko i gang med at grave ud til en metro, så skal der klages med det samme. Og ikke efter et par dage. Humøret bliver heller ikke bedre af at opdage, at den strålende havudsigt er en væg ind til nabobygningen.

Nu kan problemet ofte være det, at der ikke er nogen at klage til. Den rejsevante vil selvfølgelig straks gå til receptionen, hvis der da er en sådan. Her vil de formentlig sige ”at det har de sandelig ikke hørt før, og det skal nok blive udbedret. Med hensyn til gravkoen, da har de meddelt rejsearrangøren, at den nok skal arbejde det meste af sommeren, men at de har lovet, den skal holde stille om natten.”

I mange tilfælde kommer der ikke er guide forbi før næste eller næste dag igen, og så er det ifølge Ankenævnets bestemmelser allerede for sent. Gæsterne kan jo prøve elektroniske hjælpemidler, men det er ikke sikkert de får svar straks, selv om bureauet har skiltet med døgnvagt.

På krydstogt med 1.200 børn
Klagerne vil derfor ofte kræve at blive flyttet til et andet hotel, men inden det sker, har de valgt selv at flytte for egen regning. En uges ferie får hurtigt ende. Og så er de på herrens mark, hvis det drejer sig om at få de ekstra udgifter betalt.

Efter 25 år i en ledergruppe med op mod 15.000 på grupperejser i udlandet, er min viden om danskere på ferierejse ikke kun noget, jeg har læst mig til. Danskerne er, som vi danskere er på godt og ondt. Nogle er taget på rejse for at reparere et forhold. Det er sjældent en god ide. Andre er havnet det helt forkerte sted.

Som da jeg havde en gruppe på 60-70 deltagere på påskekrydstogt med et flot skib med 1.200 børn om bord. Det var ikke nogen succes, men hvad skulle man klage over. Det er jo heldigvis ikke forbudt at have børn.

Jeg har en svag fornemmelse af, at der fra mange internationale rejsearrangører med afdelinger i Danmark ikke er helt de samme krav til det enkelte hotel, som der var i de gode gamle dage med Spies og Tjæreborg som kontrahenter, men jeg kan ikke bevise det.

Se denne verden før den næste
Til gengæld har jeg lært af de juridiske formænd gennem tiderne i Ankenævnet, at man ikke kan skrive sig ud af kvalitet, som Simon Spies kunne engang: ”Værelset er for dem, der absolut gerne vil se denne verden før den næste”. Hvordan skal man kunne klage over det. Men det kan man faktisk godt.

Et tal, der dukker op fra flyselskaber, rejsearrangører og hoteller igen og igen i forskellige pressemeddelelser og sidder fast på nethinden. Antallet af tilfredse gæster svarer til 97 procent.

Og det er vel i grunden slet ikke så galt.