Thai Airways er langt fremme med planer om, at forlænge en af sine europæiske ruter til Helsinki i Finland fra næste sommer.
Foruden ruterne i København og Stockholm, lander Thai i Madrid, Athen, Rom, London, Paris, München og Frankfurt. Planen er at forlænge ruten f. eks. fra Paris til Helsinki. Samle passagerer op i Helsinki , flyve tilbage Paris og så flyve videre fra Paris til Bangkok.
“Det dyreste og mest værdifulde redskab vi har, er flyene. Jo længere tid de kan arbejde og være i luften, jo bedre. Derfor prøver vi at optimere udnyttelsen af flyene mest muligt. Mange af vore fly lander om morgenen i en lufthavn, og står stille det meste af dagen, inden de flyver om eftermiddagen. De fly vil vi gerne udnytte bedre,” siger Pandit Chanapai, vicepræsident, marketing development, Thai Airways til Stand By ved åbningen af “IT&CMA – CTW” messen i Pattaya.
Pandit Chanapai understreger, at der ikke er taget nogen endelig afgørelse endnu, men at Thai håber at flyvningen kan starte inden næste års vintersæson.
Pandit Chanapai håber også i løbet af et års tid, at komme op på to afgange om dagen på en eller flere af ugens dage på afgange fra København og Stockholm.
Thai Airways har tidligere haft en forlængelse af ruten Paris – Helsinki. Finnair starter dette efterår med to afgange om dagen fra Helsinki til Thailand.
Tagget med: Thai

STANDBY.DK Nyt om rejser

