Debat: Interessant emne om sponsoreret journalistik

Det er betænkeligt og tendendiøst at have Quick Poll afstemninger med ordlyden: ”Din mening – læs Fredagsklummen inden du stemmer”. Man kan ligeså godt spørge: ”Har jeg ikke ret i det, jeg skriver”?



I Stand By kan læserne kommentere artiklerne – de begrænses ikke til at vælge mellem svarene ”Ja” og ”Nej”.



Klummeskriver Ejvind Olesen fremdrager i Take Off’s Fredagsklumme et interessant emne: ”Nej tak til sponsoreret journalistik”.



Emnet er interessant set i lyset af, at ingen freelancere, uge- eller dagblade i vore dage har råd til af egen lomme at betale for de rejser, der skrives om. Freelancere tjener ikke nævneværdigt på de artikler, de sælger, og avisredaktioner har ikke længere – som i Olesens tid på Berlingske – budgetter til at betale rejsejournalisters og -fotografers fly-, taxi-, hotel-, restaurations- og udflugtsomkostninger.



Skal man følge Olesens mantra, vil det fremover være ferierejsende backpackere, journalister og skolelærere, der skal skrive ”kritiske” rejseartikler – eller alternativt skrivebordsjournalister, der skaber ”reportager” ved sammenfatning af eksisterende artikler på nettet.



Ejvind Olesens drøm om usponsoreret rejsejournalistik er som socialisme: Det er en smuk teori med de bedste intentioner, men den fungerer ikke i praksis.



Olesen indleder sin klumme i fredags med at skrive, at Danske Rejsejournalisters bestyrelse ikke kan li’ sponsoreret journalistik. Dette er særdeles interessant set i lyset af, at foreningsformandens private virksomhed for en væsentlig del lever af produktlanceringer i campingbranchen og i sine tv-udsendelser i vid udstrækning benytter ”product placements” – private virksomheders tøj, grej etc. med logoer (placeringer, som virksomhederne betaler for).



Man skal altså ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus.



Olesen har indiskutabelt ret i, at sponsoreret journalistik er noget skidt, men jeg ser ikke noget galt i at acceptere invitationer til rejser. Man kan ikke i ”Tyv tror, at hver mand stjæler” – stil forudsætte, at fordi en journalist er inviteret til et land eller en region, er denne ude af stand til at skrive kritisk om landet, regionen, rejsen eller arrangøren. Det ved landet, regionen, rejsen og arrangøren godt, og det ved en ordentlig og samvittighedsfuld rejsejournalist også. Er der noget at kritisere, skal journalisten naturligvis bringe det frem. En invitation til en fam-trip (familiarization) begrænser ikke en journalist til at skrive positivt om arrangementet eller arrangøren – i så fald er der tale om en virkelig dårlig journalist.



Ejvind Olesen skriver ikke nødvendigvis bedre eller mere kritisk fordi han har betalt for sin krydstogtsrejse end de samvittighedsfulde kolleger, der har accepteret en invitation til samme krydstogt.





Med venlig hilsen

Anders Nielsen







SVAR: Sjældent er jeg dog blevet sådan misforstået. Jeg har ikke antydning af berøringsangst for invitationsrejser. Hvad bestyrelsen i Danske Rejseskribenter mener, må de selv gøre rede for på deres debatddag. Jeg tillod mig blot at mene, at måden en rejse sponsoreres på ved, at artikler fra rejsearrangører stilles til fri afbenyttelse – efter at være blevet betalt af arrangørern – er en kluntet måde at gribe sagen an på.



Hvis ikke der var noget, der hed invitationsrejser, kunne forbrugerne kigge langt efter meget rejsestof, også hos de store blade.



Sponsorater findes jo også i mange andre former for journalistik. Jeg kan kort nævne teateranmelderbilletter, biler til prøvekørsel, album til anmeldelse, pressepladser til fodbold og store sportsbegivenheder, bøger og koncerter til anmeldelse, Roskilde Festival og meget, meget mere.



Til gengæld vil jeg medgive indsenderen, at spørgsmålet nok har været for enkelt i quick poll, fordi de fleste vil opfatte sponsorater som en form for afhængighed. Helt som forventet sagde derfor 79 procent i sidste uges quick poll eller 298 læsere derfor nej tak til sponserede rejser.



Ejvind Olesen

Skrevet af